Anna er næsten som besat af serien, hun får den læst højt af sin far så snart hun ser sit snit til lige at få læst et par sider. Anna er 8 og kunne egentlig godt læse den første selv, hvis hun gad, men hele seancen med oplæsning er hyggelig, og så kan Emil på 6 også lytte med nu og da – selvom serien jo i grunden er lige en tand for uhyggelig ind i mellem. Men der er fordelen så ved, at det er farmand, der læser højt.

Anna har også 1′eren og 2′eren på sin iPod som lydbog, og de har fået lov at se hhv. 1′eren og 2′eren som film, når de har afsluttet læsningn af de respektive bøger, så især hun er i en Hogwarts-boble for tiden…og det kunne jeg, som strikker og mor, naturligvis ikke lade gå ubemærket hen. Så Anna har fået en Hermione-hue. Det er en afluring af huen, Hermione har på i 6′eren, og den er rigtig sød – og gratis at finde på Ravelry.

Beklager billedkvaliteten mange gange, men de er taget med mobil…

Fakta:

Opskrift: Hermione’s Cable and Eyelet Hat (Rav-link)

Garn & Pinde: Gammelt, gammelt, gammelt, gammelt “Ulricks Shetland Style” fra loppemarkeds-stash, 80 % acryl, 20 % ul. Jeg brugte omkring 100 m af det og havde riiiigeligt til overs.Harmony KnitPicks p. 3,5

Kommentarer/ændringer?: Jeg prøvede først at strikke efter børnestørrelsen, men så blev det blot en kalot til Anna, så jeg strikkede en rapport mere på, som til voksenstørrelsen, og nu passer den hende perfekt. Desuden strikkede jeg ribborten med drejet ret, da jeg synes, det lignede originalen mest og bør give en ribkant, der trækker sig lettere sammen igen efter brug. Desuden lavede jeg toppen med omvendte indtagninger, ikke “strik 2 r sm” men “tag 2 m løs af, sæt dem tilbage på venstre pind og strik dem sammen” fordi jeg syntes, det ville matche den vej, snoningerne går, bedre.

Jeg er i øvrigt ganske voldsomt vild med opslagskanten, den såkaldte “Alternate Cable Cast On” – den giver en superflot kant, meget prof at se på og elastisk på den rigtig måde, følger ribben perfekt. Den er en form for strikket opslagning, som mange af os kender i forvejen, men med både ret- og vrangmasker.

Go’ eller No’ Go’: Tjah, som I ser skulle den på med det samme jeg viste hende den, i stadig fugtig tilstand efter udspænding – mens hun, naturligvis, så Harry Potter 1 igen igen igen…

Har i øvrigt også en lille vest fra august måned, jeg skal have vist frem, men den er strikket i sort, så den er lidt svær at fotografere i det naturlige lys, vi har for tiden.

Og så må I undskylde mig, jeg skal have foretaget et telefonopkald om en mulig uddannelse…

Strik er populært, strikkjoler er skønne. Jeg strikkede min første sidste efterår på Strikkefestival, og jeg elsker den – og jeg er ganske ked af, at garnet ikke kan fås mere.

Jeg strikkede min anden kjole her i foråret en gang. Navias hulmønstrede “Hvid kjole”. Så kom vi hen i juni, og pludseligt gik det op for mig, at min til Island emigrerede veninde  da helt bestemt skulle have den til 40-års fødselsdagsgave. Det er efterhånden næsten blevet en tradition, at jeg strikker et eller andet til hende, hun har både fået et SuperKarla-sjal, en Lopi-bolero og vist nok noget andet. Som tænkt, så gjort, og den blev modtaget med store måbende suk og glæde.

Jeg havde dog begået den fejl at tage kjolen på, da Anna i maj afholdt fødselsdag for familien (jeps, jeg gav en brugt kjole væk i 40-års gave! *s*) – og der blev den så bestilt som fødselsdagsgave, nemlig af min nye svigerinde, Ditte! Hun var vild med den, kom med mange kommentarer om den i løbet af dagen og nåede også at prøve den, og hun var helt sikker, sådan en ville hun gerne have. Til fødselsdag i juli fik hun så et gavekort på kjolen (jeg var jo lissom optaget af at strikke noget andet til hende, med en deadline på). Så jeg skal på den igen – og igen, for jeg vil jo stadig også gerne selv ha’ en.

Og jeg skal jo også lige være færdig med den tredje kjole, jeg er i gang med at strikke. Den smukke og enkle Still Light... Og Great American Aran Afghan, der heldigvis lakker kraftig mod enden…Og den der nederdel, jeg har kig op i det seneste hæfte fra Hendes Verden… Og den der slipover, jeg har lovet Emil… Og de der Støvalfer, jeg har lovet ungerne… Og det der Kaffe Fasset-broderi, jeg prøver at samle mod og overskud til at kaste mig ud i… Og…

Men afbuddet er af en anden karakter, omend strikkerelateret. Jeg har meldt afbud til Webstriks Strikkefestival.  Hver gang jeg så på deltagerlisten, blev jeg lidt “øv” i det, for der er meget få med i år her fra Jylland, i det hele taget kun få af dem, jeg har mødt tidligere, og andre, som jeg havde glædet mig til at møde for første gang, har meldt afbud…og rent økonomisk er vi også ved at være der, at det ville være meget dumt at brænde så mange penge af på en enkelt weekend, selvom jeg godt kunne bruge afbrækket. Men beslutningen er nu taget – ingen Strikkefestival til mig i år.

Til gengæld havde jeg den skønneste weekend d. 13-15. juli. Min lillebror fik endelig sin elskede Ditte!

De har været uadskillelige, absolut “meant to be”, i 3½ år, og sidste år, da de begge var inviteret på safari i Tanzania af hendes forældre, friede han til hende. Jeg har fået jordens dejligste svigerinde, mine børn den allerbedste tante, man kan ønske sig, og så er det jo ikke så ringe med en læge i familien, man kan ringe til, når man er i tvivl *fnis*…as good as it gets!

De har brudt med mange traditioner ved det havebryllup, der blev holdt i hendes forældres have helt oppe ved Løkken (og til de nysgerrige: Vi lå åbenbart lige i en smuk sollomme, vi anede intet om det voldsomme regnvejr, der havde ramt en meget stor del af Danmark, før dagen efter – vi havde til gengæld en solrig og varm weekend, som var den bestilt til formålet); bruden ønskede ikke nogen brudebuket (men moderen havde alligevel bestilt en samt en brystbuket til gommen – de endte deres skæbner i et par vaser), Ole Stavad var “bestilt” til at forestå vielsen (min bror er politisk engageret og der var flere folketingskandidater etc med som gæster), Peter skulle føre hende “til alters” (et smukt, gammelt bord i haven), gaveoppakning foregik først dagen efter (hvilket vi var mange, der egentlig var lidt utilfredse med)…men kjolen ville Peter altså først se på dagen! Så Ditte valgte at holde den skjult for alle, men jeg havde på et tidspunkt i foråret mailet hende og spurgt, om jeg monstro måtte strikke en stola til hende, som hun kunne slynge om skuldrene, når det blev for køligt ud på aftenen. Det måtte jeg gerne, og ud fra den lille håndfuld forslag, jeg sendte hende, valgte hun Muir, der både ville passe godt til kjolen og Ditte som sådan .

Glad blev jeg, for jeg er vild med mønsteret og ville nok selv have valgt den, da den er alsidig og også fint kan bruges som tørklæde til et par jeans. Hendes forlovelsesring, som også blev hendes vielsesring, indholdt en peridot, så ret hurtigt blev vi enige om farven på garnet – og det skulle naturligvis være med silke, så jeg købte noget Silkbloom extra fino, der heldigvis lige nåede at komme på markedet hos BC garn, så sjalet kunne blive tilpas let, men stadig med en vis varme.

Det endte, som det sig vel egentlig hør og bør, med at være en omgang kampstrik; jeg hev det med mig alle mulige steder hen, endda på rideskolen til Annas ridetimer, jeg så frem til de lange køreture i sommerferien, fordi jeg så kunne strikke, alt andet blev lagt til side…og torsdag aften, inden vores afrejse nordpå fredag eftermiddag til bryllupsweekenden, fik jeg det skyllet op og spændt op. Jeg nåede det! Og Ditte elskede det og brugte det hele aftenen. Desværre er mine fotos få, vi havde jo alle bedre ting at tænke på men jeg fik da ét brugbart med hjem af det i brug.

Det unge par er taget på velfortjente 3 ugers bryllupsrejse til Ecuador og Galapagosøerne  og jeg glæder mig, til de kommer hjem. Af flere grunde, faktisk *hehe*, for som en lille krølle på det hele, fik de hver sin iPhone 4 af hendes forældre, dvs de står på venteliste til hver sin. Og jeg har fået lov til at købe Dittes “gamle” 3Gs (den er kun ½ år gammel, for jeg opfordrede hende til at købe den i foråret, hendes daværende højeste ønske, da hun begyndte i sit første job som læge) , når  deres nye 4′ere er ankommet. Så jeg glææææææder mig ekstra meget til de kommer hjem!

Og nu kan jeg så endelig selv bestemme HVAD jeg strikker, OM jeg strikker…HVORNÅR jeg strikker. Det er en skøn frihed! Så snart er jeg færdig med en lille, sort vest, jeg påbegyndte i foråret og kun manglede et halvt forstykke på, da jeg var nødt til at lægge den på hylden for en tid. Turen op til brylluppet fik den strikket færdig, så jeg er ved at sy den sammen. Derefter skal jeg vist have fanget mit Great American Aran Afghan igen, så jeg kan blive FÆRDIG!

(ETA: Hvor er det sært; Jeg kan ikke komme af med overskriften “Auto Draft”, hvor meget jeg end prøver at ændre på den??)

Vi ses SNART!

Men nu er jeg vendt tilbage tilbage til GAAA igen – jeg er trods alt ved 19. firkant, skulle da være et skarn, hvis jeg droppede det hele igen!   Desuden har jeg lidt at gå efter, for i august skal min skønne lillebror (11 år yngre end mig) giftes, så vi kan få verdens skønneste tante til vores børn, og jeg har lovet min kommende svigerinde at strikke Muir til hende…måske skulle jeg lade være med at overvurdere min hastighed og komme i gang – men først liiiige købe garnet!?

Jeg sad og kiggede på GAAA-tæpper på Ravelry forleden, og jeg faldt af grunde, jeg nu har glemt, over en version af tæppet derinde, hvor jeg kom til at spekulere… Hvordan har I det med at se noget, håndstrikket, fuld af fejl, om det så er strikket af en ven eller en ukendt? Skal man kommentere det (uskyldigt, konstruktivt, medfølende, lidt “har du forøvrigt opdaget….?”) eller skal man lade folk tro, de har lavet noget superflot og gennemført – i hvert fald ind til der kommer en anden og påpeger fejlen(e)?? Jeg har ikke kunnet genfinde det tæppe, jeg så på den aften, og det er måske meget godt, jeg ikke forledes til at “hænge vedkommende ud”. Tanken har ellers strejfet mig for at høre, om jeg måske så forkert…få en “second oppinion”… Men nej. Det vil jeg ikke. I må tro mig på mit ord. Vedkommende havde fremvist alle felter til sin version af GAAA med en del felter “udefra”, som ikke tilhører den oprindelige opskrift men var nogen, hun havde fundet i andre sammenhænge. På mindst 3 af de 20 felter så jeg, ved blot et øjekast, graverende fejl i snoningerne! De var så tydelige, at jeg ikke behøvede forstørre billederne for at være sikker. På et felt var fejlene i det mindste symmetriske, men på et andet var det snoninger, der var symmetriske omkring en midteraske, og det var på det felt, jeg fangede fejlen først, fordi en “over” ikke var gået “over”, som den skulle, men “under” (eller måske omvendt). Det er muligt, jeg endda ikke fangede alle fejlbehæftede felter, og måske er det (igen) godt nok, jeg ikke kan vende tilbage og tjekke det.

Én side af mig har meget lyst til at skrive til vedkommende, og lige først bruge et par timer på at skrive brevet ordentligt, være sikker på, at det er skrevet som det er ment; Som en hjælpsom undren, måske forsøg på tip til en anden gang…et eller andet i den stil. Men en anden side af mig holder helt igen, for det vil hun sikkert ikke blive begejstret for at få at høre, ikke bare, fordi hun har lavet uopdagede fejl, men tæppet er faktisk også anvendt som gave! Pyha, altså!

Min smukke Anna blev 8 i lørdags – passende med en ekstra lang weekend, så der er blevet fejret 3 dage med klassens piger på besøg, familien på besøg og os selv på besøg i Legoland og på rideskolen, som Anna selv ønskede at komme på sin fødselsdag – ud at vise sin far og lillebror de heste, hun har tabt sit hjerte så aldeles til, siden hun helt tilfældigt kom i gang med at ride for et års tid siden.

Carina, den lille pony ovenover, er i omegnen af den 6. eller 7. pony/hest, hun rider på i rideskole-regi. Den rideskole, hun begyndte på, har vi simpelthen forladt i protest, for “undervisningen” var under al kritik, der var ikke styr på, hvem der red på hvilke heste hvornår (selv uden halvpart bør man vel have en vis garanti for at have samme hest hver gang?) og i påsken fik Anna og hendes bedsteveninde så en prøvetime på områdets anden rideskole – og vi faldt alle pladask for stedet. Anna galoperede den dag for første gang i sit liv på helt eget initiativ, uden at det partout skulle være i longe, rundt i ridehallen med et stort smil på læberne og var bare…hjemme.

Sidste gang var Carina, den gamle søde pony på 24, dog blevet halt, og Anna skulle så prøve den endnu “gamlere” Lucas på 30…og den er nu udnævt til “Verdens bedste hest”. Så bliver det nok ikke meget bedre, når man er 8…

Og mor her er så som en bonus også blevet relativt kureret for barndommens grundigt indlejrede angst for heste, og jeg har vist endda opdaget “min indre hestepige”…ikke dårligt.

(og så skal jeg vist snart have fundet noget mere strømpegarn frem til ridehandsker, for pigebarnet har selv udtalt, at mine hjemmestrikkede, fingerløse handsker er meget bedre som ridehandsker end de købte med gummiknopper…)

Med Zymelin i kraniet vil jeg nu skynde mig at vise jer nogle af de ting, jeg længe har skyldt fremvisning af.

Først Sylvi:

Faktaboks:

Opskrift: Sylvi by Mari Muinonen

Garn: Álafoss Lopi, farve 9985 Mosagrænn / green moss, jeg tror nok, jeg brugte 11 nøgler

Ændringer?: Ja, min strikkefasthed var vist ikke lige i skabet i højden, så fx er den lidt kortere end mange af de udgaver, jeg har set på Ravelry. Desuden gjorde jeg hætten en smule længere i toppen, for den var så lille, at den først var uanvendelig. Nu kan den til nød bruges. Jeg strikkede  kronbladene enkeltvis i stedet for at strikke dem på hver og en. Jeg overvejer en lomme eller to foran, da jeg godt ka’ li’ det og det ville bryde den ret ensartede flade foran.

Go’ eller No Go’: Altså, som sådan er modellen jo suuuuuuuuuuuperflot og anderledes. Men jeg kan slet ikke komme overens med lukningen, der i min udgave (pga, den lidt for lille strikkefasthed i højden) starter med den nederste knap over navlehøjde og den øverste så langt nede, at jakken alt for let falder ned ad skuldrene på mig. Derfor vil jeg have købt en tovejs-lynlås, der både kan give den tyngde som modvægt foran, der godt kunne være brug for samt give en bedre og længere lukkemulighed. Jeg elsker at have den på, at gå væk fra folk *s*, så de kan se den flotte ryg!

Inden under Sylvi har jeg min Navia-kjole:

Nærbillede af mønsteret:

Faktaboks:

Opskrift: Hvid kjole model 1-6 af Lissi Selvindi / Navia

Garn: Navia Uno i koksgrå, lidt over  150 gr i str. M/L

Ændringer: Ikke rigtigt nogen – men jeg gad ikke købe en pind nr. 15, som der skulle bruges til at lave de storhullede omgange på skørtet, så jeg tog i stedet en pind 8 og slog to gange om pinden i stedet for at strikke maskerne almindeligt – det var lidt besværligt på omgangen efter, men fungerede derudover helt efter hensigten.

Jeg gik bevidst efter at få mindre flagrende ærmer end i originalen, for det synes jeg ikke er ret flatterende (modelfotoet er i mine øjne i det hele taget ikke ret flatterende, kjolen ligner en sæk), og mine sidder helt tilpas til.

Go’ eller No Go: “Aaaaaj lov’it”, som en vis hr. Ole Henriksen ville ha’ sagt. Den er let som en sky, varmer hverken for meget eller for lidt, var utroligt let at strikke, ud i ét med action  hele tiden, så det aldrig blev kedeligt.

Og så var der lige Anna, min Anna. Hun er rigtig glad for sin vest:

Faktaboks:

Opskrift: Vest i reliefmønster af Sidsel Sangild fra bogen “På Pinde og Nåle”.

Garn: Kauni Effekt i en eller anden farve, garnet har ligget oprullet i umindelige tider.

Ændringer: Ingen, så vidt jeg husker. Men jeg er utroligt dårlig til at vende hækling inde i hovedet, så andet forstykke gav mig virkelig hovedpine, ind til jeg besluttede mig for at følge første forstykkes anvisninger på udtagninger efter den første række, for jeg kunne slet ikke sno min hjerne omkring det, når der står “Hækl fm rækken ud” til første forstykke og i andet forstykke er det dén del, man skal tælle masker ned i før man kommer til der, hvor man så skal tage ud… og når man ikke tydeligt kan se sine udtagninger på forrige række, er man (jeg)  jo nødt til at tælle. )

Desuden var der noget med ærmegabene på bagstykket, jeg ikke helt kunne få til at passe ifølge opskriften (som man kan læse på Ravelry, hvis man er med dér), så jeg måtte improvisere lidt, men det gik alt sammen.

Go’ eller No Go: Ganske Go’. Modellen er sød og fin, og Anna er glad for den.

Nåh, tilbage til GAAAaaaaaaa……ehm, Great American Aran Afghan, der længe, meget længe, har ligget og kigget olmt på mig fra reolen lige bag mig. Jeg var gået i stå i firkant nr. 9 for nok omkring 1½ år siden (!), og nu er jeg i gang med firkant 15 (jeg fotograferede i går, da jeg nærmede mig afslutningen på felt 14), og når jeg nu kan se enden på det sååååå tæt på, ville jeg virkelig være et skarn, hvis det røg i kurven igen – ikk’?! Den oprindelige plan lød på at hækle et tæppe til både Anna og Emil, hækle *alle* firkanterne og så lave en ekstra, så der var 25 felter; det sidste felt skulle så være et personligt felt til hvert barn. Men med tanke på, at jeg i kælderen også har et Babette i “pigefarver” liggende godt på vej til Anna, og har samlet garn i “drengefarver” til et Babette til Emil, skulle jeg måske bare gøre det her til *mit og gemalens* tæppe.

Jeg eeeeelsker det tæppe, har gjort det fra første gang jeg så det, og jeg glæder mig virkelig til at slænge det over en af sofaerne…eller over mig selv.

Skylder forøvrigt flere fotos af færdige arbejder, bl.a. af den skønne hvide/sorte kjole fra Navia (min er nemlig næsten sort *s*), som jeg faktisk er superglad for men baaaare lige mangler en ordentlig underkjole til. Navia Duo Uno er jo noget fanTAStisk garn!

Ih, hvor jeg i starten altid hader er træt af det (en klog mand har sagt, man ikke skal hade så meget – så udvandes følelsen *s*), når iTunes er blevet opdateret med særlige ting; så går der altid kuk i min iPod. Det her har vist laaaaange udsigter, og det er bare lydbøgerne, der opdateres her. Bagefter skal jeg have lagt al min musik ind igen! Men i sidste ende håber jeg (jeg har jo ikke set effekten endnu), at der kommer en mere fornuftig opdeling af musik hhv lydbøger. Så mangler vi bare, at man også kan se lydbøger som Coverflow i stedet for kun som maaaange filer, når man ser på iPod-/iPhone-indholdet.

Jeg var til min første strikkecafe i Vejen i torsdags! En helt, helt anden oplevelse, end da jeg var med Tina til Strikkecafe hos det nu lukkede Zalla i Kolding, hvor vi var Tina, mig og indehaveren, Helle.   Hos Modestoffer i Vejen var der fuldt hus, både ved strikkebordene og i syrummet, og der har  nok været en 15-20 mennesker, men jeg kunne slet ikke få et overblik. Fantastisk hyggeligt, selvom jeg altid er lidt beklemt ved at gå ind et helt nyt sted (har været i butikken 2 gange før) og mænge mig med helt, helt ukendte mennesker. *glup*

Men det gav mig et indblik i en helt anden strikkeverden, som jeg helt havde glemt også findes; Den danske! Sådan at forstå, at de, der var med, slet ikke brugte eller søgte strikkeopskrifter på Nettet, de anede ikke, hvad Ravelry er, har aldrig set på en engelsksproget opskrift… De strikker til gengæld ivrigt og entusiastisk efter de mange fine danske opskrifter, køber loyalt hvert eneste nye hæfte fra Garnstudio og glæder sig, hver gang Hendes Verden har et nyt hæfte med. Ejeren af butikken, Dorthe, sagde også i en anden forbindelse, at hendes kunder jo har brug for nyt, nyt, nyt, flere danske opskrifter, for de strikker troligt hver eneste opskrift i de hæfter, de køber, så det garn, der er i butikken, er hun også nødt til at have rigeligt med brugbare danske opskrifter til, for ellers sælger det bare ikke. Det fik mig til at sidde og kigge lidt indad og pille lidt uldfiberfnulder ud af navlen, for nogle gange går der næsten FOR meget sport i at søge udad, væk fra Danmark, ind på Ravelry eller Knitty, kigge på udenlandske strikkeopskrifter, og i virkeligheden har vi jo faktisk rigtigt meget rigtigt brugbart her i DK. Desværre er mange af de, for mig, mest interessante opskrifter kun tilgængelige i alt, alt for dyre strikkekits, så dem kommer jeg aldrig til at kunne/ville købe. Mange af de ting, der blev strikket på i Vejen, var helt ukendte for mig, fordi jeg slet ikke følger ret godt med i de danske designs! Men jeg blev da fx heldigvis mindet om, at jeg skulle have fat i den uges Hendes Verden, for der var et rigtigt godt hæfte med – og heldigvis nåede jeg det i søndags. Dér er der nemlig modeller med med de her lidt anderledes snit, og de er heldigvis meget forskellige denne gang; nogle gange er der tendens til, at modeller i samme hæfte eller blad er skåret over samme læst (hvilket jeg fx ofte fandt var tilfældet hos Ingelise). Lige nu er jeg egentlig gået lidt i stå, strikkementalt, efter bl.a. at have færdiggjort den hæklede vest, der sidder på min *host* smukke datter her og en fantastisk kjole i Navia Duo, og i en mangel af inspiration har jeg grebet et ufærdigt felt til GAAA (Great American Aran Afghan) igen, for nu vil jeg – endnu en gang – forsøge at blive færdig med tæppet. Men jeg er ret sikker på, at et par af sommerens modeller er at finde i det HV-hæfte.