Fra Moschino! Jeg var med min mor på loppemarkedtur, fordi jeg bagefter skulle med hende hjem og lave lidt på hendes butikshjemmeside. På en gammel, støvet bondegård ved Vojens opdagede jeg denne hænge i et gammelt klædeskab. Min mor lagde dem sammen med det, hun skulle købe…og vi kom af med 40,- … I alt. Tilsammen. I danske kroner. For det hele. For guldet. Guldjakken.

Den er liiiige en anelse for stor til mig (i den ideelle verden er den faktisk 2 størrelser for stor, men sådan er virkeligheden desværre ikke for tiden), så jeg skal lige overveje, om den ryger ind på Trendsales efter en nænsom håndvask, for den lugter af det, den kommer fra men er ellers i superflot, næsten-som-ny-stand.

Et andet sted fandt jeg bl.a. den fine, måske anvendelige småkagesprøjte for 15 kroner. Den er jeg sikker på, Emil og jeg kan få en del sjov ud af, i hvert fald for mere end 15 kroner.

Og jeg er enormt glad for at kunne se mine skønne halskæder igen… Nogle af dem kære minder, nogle knap så kønne men hjemmelavede gaver fra mine børn, andre med en anden, helt særlig plads i hjertet (ved siden af dem fra børnene)… Nogle af dem fede loppemarkedsfund, nogle andre sparet op til og købt på Trendsales.

Hver og en af dem er min…og jeg har savnet dem.

Men jeg kom til at tænke på, at det jo nok ikke er jer alle (de få besøgende, jeg har tilbage her på bloggen efter Det Forsømte Forår, som jeg nok vender tilbage til en gang om kort tid), der besøger Ravelry, så I har måske slet ikke set den “hemmelighed”, jeg har lavet med/for Dorthe, min fru boss hos Modestoffer i Vejen. Jeg har flikket en dejlig, let ugleponcho sammen, en ikke alt for lang sag, der lige dækker det væsentlige og varmer, hvor det er nødvendigt. Modellen er strikket op i Lett Lópi fra Ístex, og så bliver prise relativt lav, men tanken er, at hvis man er til lidt et mere jævnt og lækkert resultat, så kan man i stedet bruge Onions Camel+Merino-garn og få en model til ca. det dobbelte i pris. Det er en tankegang, der tiltaler mig, der er lidt af en nærigrøv, især nu uden SU eller (næsten) anden indkomst.

Således ser den ud:

De fine fotos er i øvrigt taget af Tina.

Opskriften er til salg på Ravelry (link kommer også i min sidekolonne) og på Etsy.

A Key for Change.

Den er 1 blandt 999, og jeg håber, mit småpengebidrag (one kind of change) kan være med til at grundlægge et nyt hjem for en familie i Kosovo og skabe forandring for dem (another kind of change).

Så må vi se med det mentale.

Der skal nemlig sparkes andre ting i gang inden det, bla. får jeg i morgen min debut som lørdagshjælp i Dorthes butik, Modestoffer, i Vejen. (jeps, nemlig, det må være alle strikkeres ønskejob!)

I går havde vi første aften i den nørklecafe, jeg har fået sparket i gang her i byen i vores lille biograf, der drives på frivillig basis, og hvis relativt store caféområde står tomt hen hver aften, når der vises film – en aften, jeg kørte forbi der og så, hvor hyggeligt der egentlig er og hvor tomt, men bemandet, under filmfremvisninger, slog tanken så ned i mig, da jeg egentlig altid har tænkt, at det kunne være hyggeligt at have en strikkecafé her i vores lille by, men vi manglede et oplagt sted. Og der lå det jo så. Ovenikøbet kun 50 meter fra, hvor jeg bor – kunne det være mere perfekt?
Vi var 6 personer i går, og kontakten var kun opnået gennem mine bekendte på Facebook, så det synes jeg var ganske fint. Især når det så slet ikke kun er folk, der også kun kender hinanden, men at det ligefrem kan være nye ansigter iblandt. Eneste ulempe er, at det begrænses af filmens varighed, og da det i går var en familiefilm, varede det hele kun til kl. 21. Men det kan jo være, vi kan få mere favorable aftaler med bio-folkene med tiden.

Har også en meget syg kat, der gerne skal overleve weekenden, den fylder rigtig meget i tankerne lige nu.

(indlæg via iPhone)

Og så er der ikke en gang noget for min brækkede lilletå eller den ene kats mulige bronkitis.
Anna antages at have lungebetændelse (spytprøve skal først analyseres) og er sat i behandling, og vi har endelig fået afklaring omkring gemalens mærkværdige udslæt, som nu har givet ham kløe (og røde knopper, der er blevet kradset til blods) lige på kanten af vanvid i et par måneder; Lichen Ruber hedder lidelsen. Tænk skoldkopper i kraftigste udbrud og tænk så “ingen behandling, kun håb om let lindring” og… At den forsvinder af sig selv over 12-24 måneder! Han ligner noget, der er løgn, på det meste af kroppen, men heldigvis rammer det tilsyneladende ikke ansigtet, for det vil være svært at have hans job, hvis han var dækket af røde knopper i ansigtet.

Som et lille plaster på såret har jeg købt mig selv en bryllupsdagsgave i mandags: en Kivi. Min nye besættelse er Iittala, og øverst på min ønskeseddel står der Teema- krus og -skåle, Kartio-glas og Kivi-fyrfadsstager. Og da jeg vidste, at gemalen ikke havde købt noget, ku’ jeg altså godt selv.

Det var i 1988, Iittala begyndte at lave dem, og det var i 1988, gemalen og jeg blev kærester.

Derudover speedstrikker jeg. Jeg har villet ta’ et foto af boleroen fra sidst, men hverken lys eller overskud er til det lige nu. Og da jeg lige nu er bundet til hjemmet, kom jeg ikke som håber over til Dorthe efter lækkerhedsgarn til julegaveboleroen. Så jeg prøver samme recept som sidst, og dog: sort uld-angora-silke og grådigt Einband. Det giver et meleret udtryk, der i rette belysning godt kan minde om oxideret sølv, ganske fint. Håber bare ikke, at hulmønstret “forsvinder” i meleringen.

(skrevet på, fotograferet med og uploadet fra min iPhone)

Ikke alene havde vi en superhyggelig aften med lækkergramserier og god forplejning (Tina har taget nogle fotos, der bare ikke viser alt, for det var vist lige da det nærmede sig afslutningen), vi fik også juuuuuulegaver! Dorthe diskede op med søde stråtasker til os, med en opskrift på små nissehuer, et nøgle Lett-Lópi til at strikke huerne af samt et lille syblad. Fedt!  *<|:o)>

Og så skal jeg da vist liiiige på visit igen snart, for jeg glemte jo helt at få garn med hjem til den skønne bolero, vi alle blev så vilde med.

Tak for i år, Dorthe – det blev langt fra til alle de Strikkecafeer, jeg gerne ville, men set med de positive briller på, kan det jo så kun blive bedre.

Jeg syntes, det var ret kedeligt. Det er heldigvis ikke vores bil (den er for øvrigt også i Aalborg med gemalen på kursus), men igennem længere tid er der blevet stjålet biler her i vores lokalområde, hvorefter bilerne er blevet kørt til som regel afsidesliggende områder og er blevet brændt af. Men nu kommer de lige lovligt tæt på, hvis de parkerer den foran hovedindgangen til mine børns lille skole, i et boligkvarter. Træls med træls på.

Men så benyttede jeg lejligheden til at skule voksenagtigt formanende og misbilligende mod de børn, der kom med begejstrede og interesserede udbrud á la: “Fedt!”, “AJ, hvor saaarjt!” etc.

Dagsrapporten herfra melder også, at Dorthe fra min “lokale” garnbutik, Modestoffer, har fødselsdag i dag og er i gavehumør! TILLYKKE, Dorthe! Kig ind til hende, hun har en fin godtepakke, hun gerne vil trække lod om.

I aften ender endnu et par dage som græsenke. Denne gang har jeg måttet bide i det surtsøde æble og kontakte folk i mit “udvidede netværk” for at få tingene til at gå op i en højere enhed. Normalt ville jeg kæmpe meget for at få det til at køre uden hjælp, man har vel sin stolthed. Men nogle gange må man opbygge denne stolthed på en anden måde, for der kan også ligge en del stolthed i at tage sig sammen og så opleve, at selvom man føler sig lidt anmasende, når man ringer til folk, man kender men ikke kender godt og spørger, om ikke de har vildt meget lyst til at have et ekstra barn med hjem fra skole OG tage ham med til spejder – så kan det sagtens lade sig gøre, folk hjælper jo gerne. Man skal bare turde tage skridtet. Just do it, som nogen siger.

SÅ kan jeg fortælle, at jeg var på messe i lørdags; jeg tog toget til Tina og fik et lift videre med fra hende, så hun, hendes veninde Helle og jeg havde en superhyggelig tur med både dyr og fornuftigt prissat kaffe, læssevis af inspiration og masser af ryge- eller sludrestop undervejs for Tina, der mødte en del, hun kendte.

Ingen af os brugte de helt vilde mængder penge, inspirationen ramte os måske mere end købetrangen, men vi fik hver især nogle små, fine ting med hjem.

Som så mange andre hoppede jeg direkte i baljerne med søde kits fra Kastaniestrik, som stod hos Tante Grøn. De ER altså søde! Jeg nøjedes dog med at købe en pakke med Rosenhuse – og da jeg kom hjem om aftenen, slog jeg op til det første hus. Nu er det indflytningsklart. Gør klar til morgenlys-foto i kunstigt samt hyggeligt lys:

Min plan var egentlig at filte det i en vaskepose i vaskemaskinen, men da jeg var færdig med at brodere, gav jeg det bare en hurtig håndfiltning i håndvasken med noget flydende håndsæbe. Planen var jo blot at gøre huset lidt mere loddent og “fluffy” at se på samt gøre det lidt mere samlet i strukturen, så det gik rigtig fint og planmæssigt, og så er det jo meget lettere at styre processen (hvis man overhovedet bør bruge så stort et ord om 3-4 minutters gnubben  og skylle/indsæbning). Havde det være “i gamle dage”, havde det ikke været så svært at finde noget at sætte huset ned over, mens det tørrede, da havde man vist altid en æske tændstikker i huset. Men vi holdt jo op med at ryge for 9-10 år siden (i fertilitetsbehandling), og nu bruger vi blot fyrfadslightere. Så jeg måtte være lidt kreativ med nogle småæsker, børnene bruger til madpakkerne.

Der er garn til en hel del småhuse i kittet, men kun i to farver, så jeg er allerede gået i gang med diverse rester i 2-trådet uld, som rigtigt mange af os vist har liggende fra både Geilsk, Sanne B, Holst Garn og alle de andre skønne garnbutikker, der findes.

Som det aller-, aller-, allersidste, lige inden messen faktisk lukkede, jeg tror klokken var 16.50, faldt vi over “Uldbutikken” fra Haderup, der desværre er hjemmeside- og email-løs. I virkeligheden var det først priserne, der fangede vores øjne. *fnis* Det virkede næsten som en hel modsætning til mange af de andre priser, man havde set, for her hang søde trøjer og ponchoer til 100-120 kroner og opad for garn + opskrift. Jeps! Nothing fancy, men enkelt. Og især fangede mit øje en grøn sag (ikke grøntsag), der hang ovre bag, en sjov ting med skægge snipper, en ponchotrøje af en art. Blød og dejlig var den, da vi kom nærmere, og jeg gik altså også derfra med garn + opskrift til en fin sag, som ejeren selv har lavet opskrift til, “Frit Valg” hed den, og 3 nøgler garn for 120,- kroner. Det er nærmest prisen for blot 2 bundter af garnet de fleste steder. Trøjen var strikket op i flere udgaver, med og uden snoninger, i forskelligt garn…netop derfor kaldet “Frit Valg”, fordi opskriften er baseret på mål, ikke maskeantal og strikkefasthed, og strikket i ret er der nem mulighed for at sætte egne elementer til.

Nåh ja, og et enkelt nøgle kunstgarn blev det da også til, det kan man vel altid bruge? Jeg tror, den ene af de lilla nuancer i nøglet  passer perfekt til min Slouchy Beret, som jeg endnu ikke har haft et passende tørklæde til.

TAK for en vildt hyggelig dag, Tina og Helle – og til de af jer, jeg nåede at møde eller måske blot øjnede i det fjerne, dybt opslugte af skønne garner eller spændende telnikker.