Og det er ikke, fordi jeg har råd for tiden. Heller ikke til sådan et par støvler her. Eller til de bikerstøvler i den helt rigtigt version, jeg har kigget efter (på et nul-budget) i det sidste 3/4-års tid. *suuuuuuuuuuuk*

Vi skal have nye vinduer i hele huset sidst på måneden, og vi har lagt os i selen og sparet pengene op selv… og iiiih, hvor jeg glæder mig til, at vi begynder at spare penge på dén konto og har likvider fri til at “leve” lidt igen.

Men afbuddet er af en anden karakter, omend strikkerelateret. Jeg har meldt afbud til Webstriks Strikkefestival.  Hver gang jeg så på deltagerlisten, blev jeg lidt “øv” i det, for der er meget få med i år her fra Jylland, i det hele taget kun få af dem, jeg har mødt tidligere, og andre, som jeg havde glædet mig til at møde for første gang, har meldt afbud…og rent økonomisk er vi også ved at være der, at det ville være meget dumt at brænde så mange penge af på en enkelt weekend, selvom jeg godt kunne bruge afbrækket. Men beslutningen er nu taget – ingen Strikkefestival til mig i år.

Til gengæld havde jeg den skønneste weekend d. 13-15. juli. Min lillebror fik endelig sin elskede Ditte!

De har været uadskillelige, absolut “meant to be”, i 3½ år, og sidste år, da de begge var inviteret på safari i Tanzania af hendes forældre, friede han til hende. Jeg har fået jordens dejligste svigerinde, mine børn den allerbedste tante, man kan ønske sig, og så er det jo ikke så ringe med en læge i familien, man kan ringe til, når man er i tvivl *fnis*…as good as it gets!

De har brudt med mange traditioner ved det havebryllup, der blev holdt i hendes forældres have helt oppe ved Løkken (og til de nysgerrige: Vi lå åbenbart lige i en smuk sollomme, vi anede intet om det voldsomme regnvejr, der havde ramt en meget stor del af Danmark, før dagen efter – vi havde til gengæld en solrig og varm weekend, som var den bestilt til formålet); bruden ønskede ikke nogen brudebuket (men moderen havde alligevel bestilt en samt en brystbuket til gommen – de endte deres skæbner i et par vaser), Ole Stavad var “bestilt” til at forestå vielsen (min bror er politisk engageret og der var flere folketingskandidater etc med som gæster), Peter skulle føre hende “til alters” (et smukt, gammelt bord i haven), gaveoppakning foregik først dagen efter (hvilket vi var mange, der egentlig var lidt utilfredse med)…men kjolen ville Peter altså først se på dagen! Så Ditte valgte at holde den skjult for alle, men jeg havde på et tidspunkt i foråret mailet hende og spurgt, om jeg monstro måtte strikke en stola til hende, som hun kunne slynge om skuldrene, når det blev for køligt ud på aftenen. Det måtte jeg gerne, og ud fra den lille håndfuld forslag, jeg sendte hende, valgte hun Muir, der både ville passe godt til kjolen og Ditte som sådan .

Glad blev jeg, for jeg er vild med mønsteret og ville nok selv have valgt den, da den er alsidig og også fint kan bruges som tørklæde til et par jeans. Hendes forlovelsesring, som også blev hendes vielsesring, indholdt en peridot, så ret hurtigt blev vi enige om farven på garnet – og det skulle naturligvis være med silke, så jeg købte noget Silkbloom extra fino, der heldigvis lige nåede at komme på markedet hos BC garn, så sjalet kunne blive tilpas let, men stadig med en vis varme.

Det endte, som det sig vel egentlig hør og bør, med at være en omgang kampstrik; jeg hev det med mig alle mulige steder hen, endda på rideskolen til Annas ridetimer, jeg så frem til de lange køreture i sommerferien, fordi jeg så kunne strikke, alt andet blev lagt til side…og torsdag aften, inden vores afrejse nordpå fredag eftermiddag til bryllupsweekenden, fik jeg det skyllet op og spændt op. Jeg nåede det! Og Ditte elskede det og brugte det hele aftenen. Desværre er mine fotos få, vi havde jo alle bedre ting at tænke på men jeg fik da ét brugbart med hjem af det i brug.

Det unge par er taget på velfortjente 3 ugers bryllupsrejse til Ecuador og Galapagosøerne  og jeg glæder mig, til de kommer hjem. Af flere grunde, faktisk *hehe*, for som en lille krølle på det hele, fik de hver sin iPhone 4 af hendes forældre, dvs de står på venteliste til hver sin. Og jeg har fået lov til at købe Dittes “gamle” 3Gs (den er kun ½ år gammel, for jeg opfordrede hende til at købe den i foråret, hendes daværende højeste ønske, da hun begyndte i sit første job som læge) , når  deres nye 4′ere er ankommet. Så jeg glææææææder mig ekstra meget til de kommer hjem!

Og nu kan jeg så endelig selv bestemme HVAD jeg strikker, OM jeg strikker…HVORNÅR jeg strikker. Det er en skøn frihed! Så snart er jeg færdig med en lille, sort vest, jeg påbegyndte i foråret og kun manglede et halvt forstykke på, da jeg var nødt til at lægge den på hylden for en tid. Turen op til brylluppet fik den strikket færdig, så jeg er ved at sy den sammen. Derefter skal jeg vist have fanget mit Great American Aran Afghan igen, så jeg kan blive FÆRDIG!

(ETA: Hvor er det sært; Jeg kan ikke komme af med overskriften “Auto Draft”, hvor meget jeg end prøver at ændre på den??)

Først er der Høgh Bloggen, der udlodder den skønne, skønne Kubus-stage! Den er jo en evig klassiker – hvem kan så sige nej?? Men er man ikke en af de heldige kan man jo vælge at købe den i deres webshop, der er en aflægger af deres fysiske butik, Høgh Møbler, i stedet! Skynd dig, inden 4. juni!

Og Mama Lola har de skøøøøønneste muffinsskåle til “afhændelse”, og du kan nå det inden den 5. juni. Jeg er bidt af en gal muffin, og de her er simpelthen så skønne, skønne, skønne…de fremkalder et kæmpesmil hos mig, hver gang jeg ser dem!

Ikk’?

Opdatering om alt muligt andet følger – jeg looooover!

Min smukke Anna blev 8 i lørdags – passende med en ekstra lang weekend, så der er blevet fejret 3 dage med klassens piger på besøg, familien på besøg og os selv på besøg i Legoland og på rideskolen, som Anna selv ønskede at komme på sin fødselsdag – ud at vise sin far og lillebror de heste, hun har tabt sit hjerte så aldeles til, siden hun helt tilfældigt kom i gang med at ride for et års tid siden.

Carina, den lille pony ovenover, er i omegnen af den 6. eller 7. pony/hest, hun rider på i rideskole-regi. Den rideskole, hun begyndte på, har vi simpelthen forladt i protest, for “undervisningen” var under al kritik, der var ikke styr på, hvem der red på hvilke heste hvornår (selv uden halvpart bør man vel have en vis garanti for at have samme hest hver gang?) og i påsken fik Anna og hendes bedsteveninde så en prøvetime på områdets anden rideskole – og vi faldt alle pladask for stedet. Anna galoperede den dag for første gang i sit liv på helt eget initiativ, uden at det partout skulle være i longe, rundt i ridehallen med et stort smil på læberne og var bare…hjemme.

Sidste gang var Carina, den gamle søde pony på 24, dog blevet halt, og Anna skulle så prøve den endnu “gamlere” Lucas på 30…og den er nu udnævt til “Verdens bedste hest”. Så bliver det nok ikke meget bedre, når man er 8…

Og mor her er så som en bonus også blevet relativt kureret for barndommens grundigt indlejrede angst for heste, og jeg har vist endda opdaget “min indre hestepige”…ikke dårligt.

(og så skal jeg vist snart have fundet noget mere strømpegarn frem til ridehandsker, for pigebarnet har selv udtalt, at mine hjemmestrikkede, fingerløse handsker er meget bedre som ridehandsker end de købte med gummiknopper…)

Nåh, tilbage til GAAAaaaaaaa……ehm, Great American Aran Afghan, der længe, meget længe, har ligget og kigget olmt på mig fra reolen lige bag mig. Jeg var gået i stå i firkant nr. 9 for nok omkring 1½ år siden (!), og nu er jeg i gang med firkant 15 (jeg fotograferede i går, da jeg nærmede mig afslutningen på felt 14), og når jeg nu kan se enden på det sååååå tæt på, ville jeg virkelig være et skarn, hvis det røg i kurven igen – ikk’?! Den oprindelige plan lød på at hækle et tæppe til både Anna og Emil, hækle *alle* firkanterne og så lave en ekstra, så der var 25 felter; det sidste felt skulle så være et personligt felt til hvert barn. Men med tanke på, at jeg i kælderen også har et Babette i “pigefarver” liggende godt på vej til Anna, og har samlet garn i “drengefarver” til et Babette til Emil, skulle jeg måske bare gøre det her til *mit og gemalens* tæppe.

Jeg eeeeelsker det tæppe, har gjort det fra første gang jeg så det, og jeg glæder mig virkelig til at slænge det over en af sofaerne…eller over mig selv.

Skylder forøvrigt flere fotos af færdige arbejder, bl.a. af den skønne hvide/sorte kjole fra Navia (min er nemlig næsten sort *s*), som jeg faktisk er superglad for men baaaare lige mangler en ordentlig underkjole til. Navia Duo Uno er jo noget fanTAStisk garn!

Ih, hvor jeg i starten altid hader er træt af det (en klog mand har sagt, man ikke skal hade så meget – så udvandes følelsen *s*), når iTunes er blevet opdateret med særlige ting; så går der altid kuk i min iPod. Det her har vist laaaaange udsigter, og det er bare lydbøgerne, der opdateres her. Bagefter skal jeg have lagt al min musik ind igen! Men i sidste ende håber jeg (jeg har jo ikke set effekten endnu), at der kommer en mere fornuftig opdeling af musik hhv lydbøger. Så mangler vi bare, at man også kan se lydbøger som Coverflow i stedet for kun som maaaange filer, når man ser på iPod-/iPhone-indholdet.

Jeg var til min første strikkecafe i Vejen i torsdags! En helt, helt anden oplevelse, end da jeg var med Tina til Strikkecafe hos det nu lukkede Zalla i Kolding, hvor vi var Tina, mig og indehaveren, Helle.   Hos Modestoffer i Vejen var der fuldt hus, både ved strikkebordene og i syrummet, og der har  nok været en 15-20 mennesker, men jeg kunne slet ikke få et overblik. Fantastisk hyggeligt, selvom jeg altid er lidt beklemt ved at gå ind et helt nyt sted (har været i butikken 2 gange før) og mænge mig med helt, helt ukendte mennesker. *glup*

Men det gav mig et indblik i en helt anden strikkeverden, som jeg helt havde glemt også findes; Den danske! Sådan at forstå, at de, der var med, slet ikke brugte eller søgte strikkeopskrifter på Nettet, de anede ikke, hvad Ravelry er, har aldrig set på en engelsksproget opskrift… De strikker til gengæld ivrigt og entusiastisk efter de mange fine danske opskrifter, køber loyalt hvert eneste nye hæfte fra Garnstudio og glæder sig, hver gang Hendes Verden har et nyt hæfte med. Ejeren af butikken, Dorthe, sagde også i en anden forbindelse, at hendes kunder jo har brug for nyt, nyt, nyt, flere danske opskrifter, for de strikker troligt hver eneste opskrift i de hæfter, de køber, så det garn, der er i butikken, er hun også nødt til at have rigeligt med brugbare danske opskrifter til, for ellers sælger det bare ikke. Det fik mig til at sidde og kigge lidt indad og pille lidt uldfiberfnulder ud af navlen, for nogle gange går der næsten FOR meget sport i at søge udad, væk fra Danmark, ind på Ravelry eller Knitty, kigge på udenlandske strikkeopskrifter, og i virkeligheden har vi jo faktisk rigtigt meget rigtigt brugbart her i DK. Desværre er mange af de, for mig, mest interessante opskrifter kun tilgængelige i alt, alt for dyre strikkekits, så dem kommer jeg aldrig til at kunne/ville købe. Mange af de ting, der blev strikket på i Vejen, var helt ukendte for mig, fordi jeg slet ikke følger ret godt med i de danske designs! Men jeg blev da fx heldigvis mindet om, at jeg skulle have fat i den uges Hendes Verden, for der var et rigtigt godt hæfte med – og heldigvis nåede jeg det i søndags. Dér er der nemlig modeller med med de her lidt anderledes snit, og de er heldigvis meget forskellige denne gang; nogle gange er der tendens til, at modeller i samme hæfte eller blad er skåret over samme læst (hvilket jeg fx ofte fandt var tilfældet hos Ingelise). Lige nu er jeg egentlig gået lidt i stå, strikkementalt, efter bl.a. at have færdiggjort den hæklede vest, der sidder på min *host* smukke datter her og en fantastisk kjole i Navia Duo, og i en mangel af inspiration har jeg grebet et ufærdigt felt til GAAA (Great American Aran Afghan) igen, for nu vil jeg – endnu en gang – forsøge at blive færdig med tæppet. Men jeg er ret sikker på, at et par af sommerens modeller er at finde i det HV-hæfte.

Denne ring kan man være umådeligt heldig at vinde, hvis Kristine her opnår 200 faste læsere – det gør hun da snildt, ikk’?

Og disse smukke, smukke øreringe kan man være heldig at vinde, hvis man melder sig til inden 24. april – fordi Kristine skal stå brud den dag! Hun burde næsten bære dem selv på dagen.

!!!

Jeg troede så lidt mine egne øjne, at jeg måtte ringe til dem for at høre, hvad det gik ud på (at der så faktisk gik 1 dag, inden “nogen” hos JV.dk kunne kontakte mig og sige, den var go’ nok, er så en helt anden snak, som nogen har kunnet følge med i på Facebook), for jeg har intet aktivt gjort, jeg har ikke meldt mig  til noget eller noget som helst. Det er længe siden, jeg meldte mig som borgerjournalist hos jv.dk, simpelthen fordi de ikke modtog og udgav mine artikler fra mine børns børnehave (som jeg skrev på vegne af bestyrelsen) – dann hatten wir ja andere Metoden…!

Svagt erindrer jeg, at jv.dk havde en bannerkampagne før jul eller endnu længere tilbage om at melde sig og deltage i lodtrækningen, men jeg regnede med, at det var for at kapre kunder og det blot var blandt dem, der blev trukket lod. Det var det så ikke.

Og gadget-girl som jeg er, kom jeg allerede i bilen på vej hjem til at trykke på start-knappen, så den installerede Windows 7…ups!

En såkaldt sub-notebook, sleeve til den samt 5 års antivirus – jeg føler næsten, jeg står i taknemmelighedsgæld til mine børns børnehave, for uden dem havde jeg ikke været så heldig….!

Så mens vi venter… opdagede jeg lige nogle smukke fotos fra min mors butik igen, som jeg var nødt til at dele med jer. Når man får det rigtige lys, er jeg meget tilfreds med mit mobilkamera! Se en gang:

Min mors hjem, der ligger i forbindelse med butikken, er indrettet som….butikken. Lampen er faktisk til salg.

…og i butikken er der både fantastisk kitch “fra æ tysk’ti’ “, som vi siger i min familie…

…og gule klassikere fra Holmegaard (som jeg håber kører videre i tidligere spor efter konkursen. Har været på rundvisning der og er stadig dybt fascineret).

Der er smukke ting med min yndlings-porcelænblå, fx Hertha Bengtssons “Blå Eld” fra Rörstrand…

…og der er de søde marmeladekrukker og små kander fra Arabia.

Hun har så mange forskellige og varierede ting, at jeg kan bruge timer på at gå og kigge, selvom hendes butik i virkeligheden ikke er ret stor (og det er nok årets underdrivelse).

(billederne kan klikkes større, hvis det har interesse.)

Den primære anledning er pral.

Emil bar nemlig stolt sin nyeste hjemmekreation, “Fyrtøjet”, i børnehaven i dag. Den måtte lide den tort at ligge stille i december måned, hvor jeg jo bl.a. strikkede 4 par strømper til min mor (der kraftigt har hintet, at der da vist er en hel del flere adventssøndage fordelt over året *s*). Jeg røg også i at strikke en har, et par “mitered mittens” og et par håndledsvarmere i noget Noro Kureyon, men det har jeg ikke rigtigt fået taget nogle ordentlig fotos af endnu. Jeg er heller ikke 100% begejstret – det er ikke ligefrem det varmeste garn jeg har kendt til, så i denne ekstreme vinterkulde er det ikke dét, jeg oftest bruger.

Det er ganske vist:

Modellen (Emil, altså) var ikke helt overbevist om, at han kunne “se godt ud” på fotografier, så han gjorde sit bedste for at lade være.

Faktaboks:

Opskrift: “Fyrtøjet” af Annette Danielsen fra den skønne bog “Det er ganske vist”

Garn + pinde: Holst garn i “Sapphire” (2½ nøgle), “Tobacco” (30 gr) og “Bleached White” (24 gr) samt en rest sort fra lageret. Skønt garn! Gik vanemæssigt ½ nummer op i pindestørrelse i forhold til opskrift.

Ændringer?: Ja, strikkede den i str. 8 år, da jeg syntes, slidserne i siderne var lige lovligt høje for en uldtrøje, så den måtte godt dække lidt længere ned og ikke stumpe sådan. OG en meget væsentlig “ændring”: Anvisning på, hvordan ærmerne sættes til, passer altså ikke! Eller også kan hverken Lindse eller jeg finde ud af at læse dansk/en opskrift (og det første skulle jeg nu nok mene, jeg kan, men det andet kan det godt knibe med nu og da *s*). Jeg læste først Lindses kommentarer grundigt, EFTER at jeg havde indset, der var noget galt, så jeg var ikke farvet af hendes opfattelse, men jeg kan konstatere, at jeg har haft samme oplevelse som hun; Det første ærme skal ikke startes med at blive strikket sammen med en maske fra FORstykket med fra BAGstykket. Ellers kommer ærmet i med vrangsiden udad (tro mig, I know *s*). Kommer lige i tanke om, at der faktisk var et lignende problem – tror jeg – ved halskanten, som iflg. opskriften faktisk også ville være kommet til at rulle den forkerte vej, fordi der lige var røget en pind i svinget, så man startede fra den forkerte side med den brune rullekant. Men måske husker jeg forkert. Jeg tror i øvrigt, jeg fusker mig til et ekstra knaphul midt imellem de to, der allerede er der, for den gaber i halsen; det er dog fint nok, den står åben foroven….. Jeg strikkede i øvrigt ikke med “overfald” som i opskriften helt fra starten af på forstykket, men slog op som til bagstykket og slog så først de 3 ekstra masker op, da jeg kom til den hvide farve. Det tror/synes jeg giver den pæneste front, hvor man jo skal sy det sammen som på bagstykket.

Go’ eller No Go: Suuuuuuper-GO’! Ser man bort fra opskriftsvanskelighederne, så er modellen virkelig fed! Elsker sådan nogle pudsige snit som viser, hvad man alt kan opnå med blot to forskellige slags masker. Genialt! Også en genial konstruktion. Kunne sagtens strikkes til et helt andet udtryk med fx noget Kauni eller Evila effektgarn.

~~~

Og nu kan jeg så med god samvittighed hellige mig min grønne Sylvi, hvor jeg snart er færdig med ryggen; den skal jo helst lige nå at blive færdig, så jeg kan bruge den denne sæson, ellers vil det være ret surt at få den færdig for så at hænge den i skabet for at vente på, at den kan bruges om 3/4 år næste sæson.

Hvad der ellers er sket? Jamen pyha, altså. Vores lille, nye familiemedlem, Charlie, fylder godt. Supersocialt, rødt kattedyr, der får så meget opmærksomhed, at det halve kan være nok. Gang på gang må jeg fortælle Anna på 7½, at Charlie altså ikke er en håndtaske.   Emil er til gengæld meget påpasselig, fordi sådan et lille væsen jo har synåle for enden af alle fire poter. *suk*

Derudover gik hele vores december måned – og januar går stadig med det – med at være mentalt nede i kulkælderen, fordi Emil er blevet tildelt den “forkerte” skole, en anden skole end den, Anna går på. Havde der været flere år mellem dem, havde det slet ikke været så slemt, måske endda en mulighed (da Emils tildelte skole er byens “store “skole, hvor man samkører klasserne fra 7. klasse) , men det føles bare helt forkert, det her – nogle af jer, der har fulgt med på Facebook, har måske set det i forbifarten. Det er sådan, at vi i denne by har 3 folkeskoler. Den ene er endda først blevet en del af byens skoler inden for de seneste år, da det er en landsbyskole, hvortil børn her fra byen bliver kørt i bus. Denne by har og får simpelthen så mange børn, at de ikke kan følge med og ikke har plads, der mangler konstant dagplejeforældre, børnehaverne er overbelagte og får hele tiden presset flere børn ind, og skolerne har en “flydende” grænse for skoledistrikterne. Denne grænse bor vi desværre lige på. Og selvom der i reglerne for skoleoptag står, at man ikke har garanti for at få søskende optaget på samme skole som søskende, hvis disse søskende er optaget på en anden skole end distriktsskolen, så kan vi konstatere, at dette forbehold åbenbart endda gælder, HVIS søskende er optaget på det, der i sin tid var distriktsskolen. Allerede da skolerne fordelte deres kommende elever indbyrdes i december, og vi fik brev fra den “forkerte” skole (på en lørdag!), vidste de, at den var helt gal med vores tilfælde. Da Brian så ringede til dem mandag morgen, vidste de jo straks, HVORFOR han ringede, med det samme han præsenterede sig med sit navn. Og vi har fået alverdens forsikringer og beklagelser og er blevet lovet en ekstraordinær behandling, hvis det er menneskeligt muligt…men hvorfor pokker kunne de dog ikke have tænkt så langt INDEN de sendte brevene ud og INDEN de skar igennem og tildelte skoler? Det er frustrerende i en grad jeg ikke troede muligt. Inden vi fik det formastelige brev tænkte jeg ikke blot “Jamen, risikoen er der jo, det har vi fået at vide, men det er jo ALDRIG sket før, og det sker da i hvert fald kun for naboen” (men naboen er pensionist, så dem kunne det jo så ikke ramme *s*), jeg tænkte heller ikke tanken til ende om, hvor besværligt og forkert det ville være i hverdagen, men det vil virkelig få utroligt stor indvirkning på vores hverdag; ikke alene henter jeg børnene til fods hver dag, og skal altså hente i SFO fra to forskellige skoler hver eneste dag, og jævnligt følge dem i skole til fods, men er der fx skolefester, fastelavn, skole-/hjemsamtaler på samme dato, så kan det jo nærmest ikke lade sig gøre. Tænk på, hvor meget jeres folkeskoletid betyder, hvor meget den har påvirket jer til at være dem, I er i dag… Havde der været flere år imellem Anna og Emil, havde det måske været en anelse mindre forfærdeligt, men de står hinanden meget, meget nært, og de taler dagligt om hvor hyggeligt det bliver, når de skal følges i skole, have klasseværelser ved siden af hinanden etc på den lille skole, Anna går på. Vi skal forholde os til to helt forskellige lærerstaber, to forskellige sæt skoleregler…der er så mange, mange ting.

SUK!

Det fylder rigtigt, rigtigt meget og dræner mig lidt mere, end jeg havde troet. Det er også gået ud over min blog-lyst, men I er jo vel på det nærmeste vant til, at der efterhånden kun skydes med meget spredte hagl herinde.