Livet pisker forbi, op klokken øvha, af sted med tog til skole (når det da kører), hjem og lave lektier, hente børn, aftensmad, børn i seng og så lektier igen, til det er tidligt, alt for tidligt, tid til at gå i seng! Samtidigt skal der også søges elevpladser, når de endelig dukker op. Min indledende drøm om at blive lægesekretærelev brast ganske hurtigt, og undskyldninger prøver man jo at finde mange af (alder, manglende erfaring på området etc.), men i virkeligheden har det jo bare fået mine øjne op for en masse andre voldsomt spændende muligheder derude inden for kontor/administration. Ikke at dét har givet mig succes, samtalemæssigt, endnu, heller – men håbet lever da endnu.

Samtidigt har jeg jeg ….har jeg overhovedet fået nævnt det herinde?…en “loppetjans” hos Dorthe og Modestoffer i Vejen. En skøn garn- og stofforretning, der liiiige stod og manglede en som mig med en tiltusket viden om garn og strik. ) Det er jo begyndt ca. samtidigt med studiet, så alt i alt er der sket en radikal ændring af hverdagen herhjemme…ganske vist kun, mere eller minder, sådan cirka, hver anden uge om lørdagen, men så er jeg jo også kommet  til at starte en lille, hyggelig strikkecafe/nørklecafe op i den lokale, frivilligt drevne biograf, hver anden torsdag….så der er kun liiiige knap nok tid til…well, nogen som helst!

Allerhelst ville jeg gerne være her igen:

Bláa lónið (Den Blå Lagune) i Island – JA tak!

Savner sommeren, som er skøn i Island, savner for den sags skyld også sommeren i DK, og savner gode venners selskab.

Sorry, gammelt foto, ren genbrug – men jeg saaaavner det virkeligt.

I mellemtiden vil jeg lige ile videre med noget blad-værk…jeg har nogle småskumle ideer med Dorthe, og har væltet mig lidt rundt i hendes garnlager med et par ideer i hovedet. Allerede vel modtaget af kunder, selv inden det hele er klart til at blive søsat, så det ansporer jo kun til at blive ved, når der er tid.

Uddannelsen er på vej mod sin afslutning, så nu får jeg også snart noget EGO-tid igen…og jeg savner det. Jeg savner bloggen. Jeg savner jer!

Ting tager Tid og Skole tager Meget Tid, må jeg erkende..! Gemalen er positivt forundret over min iver. Men det er ganske simpelt sådan, at jeg ikke forstår erhvervsøkonomien, hvis ikke jeg følger med. Det er ikke for ingenting, jeg har brugt de sidste 20 år helt og holdent på sprog, det er dét, min hjerne er bøjet til.

Vil I se foråret?

Og så er der ikke en gang noget for min brækkede lilletå eller den ene kats mulige bronkitis.
Anna antages at have lungebetændelse (spytprøve skal først analyseres) og er sat i behandling, og vi har endelig fået afklaring omkring gemalens mærkværdige udslæt, som nu har givet ham kløe (og røde knopper, der er blevet kradset til blods) lige på kanten af vanvid i et par måneder; Lichen Ruber hedder lidelsen. Tænk skoldkopper i kraftigste udbrud og tænk så “ingen behandling, kun håb om let lindring” og… At den forsvinder af sig selv over 12-24 måneder! Han ligner noget, der er løgn, på det meste af kroppen, men heldigvis rammer det tilsyneladende ikke ansigtet, for det vil være svært at have hans job, hvis han var dækket af røde knopper i ansigtet.

Som et lille plaster på såret har jeg købt mig selv en bryllupsdagsgave i mandags: en Kivi. Min nye besættelse er Iittala, og øverst på min ønskeseddel står der Teema- krus og -skåle, Kartio-glas og Kivi-fyrfadsstager. Og da jeg vidste, at gemalen ikke havde købt noget, ku’ jeg altså godt selv.

Det var i 1988, Iittala begyndte at lave dem, og det var i 1988, gemalen og jeg blev kærester.

Derudover speedstrikker jeg. Jeg har villet ta’ et foto af boleroen fra sidst, men hverken lys eller overskud er til det lige nu. Og da jeg lige nu er bundet til hjemmet, kom jeg ikke som håber over til Dorthe efter lækkerhedsgarn til julegaveboleroen. Så jeg prøver samme recept som sidst, og dog: sort uld-angora-silke og grådigt Einband. Det giver et meleret udtryk, der i rette belysning godt kan minde om oxideret sølv, ganske fint. Håber bare ikke, at hulmønstret “forsvinder” i meleringen.

(skrevet på, fotograferet med og uploadet fra min iPhone)

Næste år har jeg forhåbentligt lært der, som jeg egentlig har skrevet mig bag øret et par år i træk: køb et TYNDT kalenderlys! Vi har bare ikke ro nok i kroppen i vores familie (dvs. jo, jeg har, men ikke Anna og Emil) til at være samlet længe nok til, at et tykt kalenderlys kan følge med. Heller ikke, selvom jeg trofast bærer det fra rum til rum, så det kan stå tændt dér, hvor vi nu er.
Så BIG memo to self: køb tyndt!

(og hvis I undrer jer; vores kalenderlys tæller ned, altså omvendt af det normale – det gør jeg heller aaaaldrig igen, det kan ungerne da slet ikke holde rede i. Men vi har et fastsamtaleemne ved morgenbordet. Og jeg er begyndt at skraaaaabe tallene af lyset, så de kan følge med.

(skrevet, fotograferet og sendt med iPhone)

Jeg syntes, det var ret kedeligt. Det er heldigvis ikke vores bil (den er for øvrigt også i Aalborg med gemalen på kursus), men igennem længere tid er der blevet stjålet biler her i vores lokalområde, hvorefter bilerne er blevet kørt til som regel afsidesliggende områder og er blevet brændt af. Men nu kommer de lige lovligt tæt på, hvis de parkerer den foran hovedindgangen til mine børns lille skole, i et boligkvarter. Træls med træls på.

Men så benyttede jeg lejligheden til at skule voksenagtigt formanende og misbilligende mod de børn, der kom med begejstrede og interesserede udbrud á la: “Fedt!”, “AJ, hvor saaarjt!” etc.

Dagsrapporten herfra melder også, at Dorthe fra min “lokale” garnbutik, Modestoffer, har fødselsdag i dag og er i gavehumør! TILLYKKE, Dorthe! Kig ind til hende, hun har en fin godtepakke, hun gerne vil trække lod om.

I aften ender endnu et par dage som græsenke. Denne gang har jeg måttet bide i det surtsøde æble og kontakte folk i mit “udvidede netværk” for at få tingene til at gå op i en højere enhed. Normalt ville jeg kæmpe meget for at få det til at køre uden hjælp, man har vel sin stolthed. Men nogle gange må man opbygge denne stolthed på en anden måde, for der kan også ligge en del stolthed i at tage sig sammen og så opleve, at selvom man føler sig lidt anmasende, når man ringer til folk, man kender men ikke kender godt og spørger, om ikke de har vildt meget lyst til at have et ekstra barn med hjem fra skole OG tage ham med til spejder – så kan det sagtens lade sig gøre, folk hjælper jo gerne. Man skal bare turde tage skridtet. Just do it, som nogen siger.

Og det er ikke, fordi jeg har råd for tiden. Heller ikke til sådan et par støvler her. Eller til de bikerstøvler i den helt rigtigt version, jeg har kigget efter (på et nul-budget) i det sidste 3/4-års tid. *suuuuuuuuuuuk*

Vi skal have nye vinduer i hele huset sidst på måneden, og vi har lagt os i selen og sparet pengene op selv… og iiiih, hvor jeg glæder mig til, at vi begynder at spare penge på dén konto og har likvider fri til at “leve” lidt igen.

Men afbuddet er af en anden karakter, omend strikkerelateret. Jeg har meldt afbud til Webstriks Strikkefestival.  Hver gang jeg så på deltagerlisten, blev jeg lidt “øv” i det, for der er meget få med i år her fra Jylland, i det hele taget kun få af dem, jeg har mødt tidligere, og andre, som jeg havde glædet mig til at møde for første gang, har meldt afbud…og rent økonomisk er vi også ved at være der, at det ville være meget dumt at brænde så mange penge af på en enkelt weekend, selvom jeg godt kunne bruge afbrækket. Men beslutningen er nu taget – ingen Strikkefestival til mig i år.

Til gengæld havde jeg den skønneste weekend d. 13-15. juli. Min lillebror fik endelig sin elskede Ditte!

De har været uadskillelige, absolut “meant to be”, i 3½ år, og sidste år, da de begge var inviteret på safari i Tanzania af hendes forældre, friede han til hende. Jeg har fået jordens dejligste svigerinde, mine børn den allerbedste tante, man kan ønske sig, og så er det jo ikke så ringe med en læge i familien, man kan ringe til, når man er i tvivl *fnis*…as good as it gets!

De har brudt med mange traditioner ved det havebryllup, der blev holdt i hendes forældres have helt oppe ved Løkken (og til de nysgerrige: Vi lå åbenbart lige i en smuk sollomme, vi anede intet om det voldsomme regnvejr, der havde ramt en meget stor del af Danmark, før dagen efter – vi havde til gengæld en solrig og varm weekend, som var den bestilt til formålet); bruden ønskede ikke nogen brudebuket (men moderen havde alligevel bestilt en samt en brystbuket til gommen – de endte deres skæbner i et par vaser), Ole Stavad var “bestilt” til at forestå vielsen (min bror er politisk engageret og der var flere folketingskandidater etc med som gæster), Peter skulle føre hende “til alters” (et smukt, gammelt bord i haven), gaveoppakning foregik først dagen efter (hvilket vi var mange, der egentlig var lidt utilfredse med)…men kjolen ville Peter altså først se på dagen! Så Ditte valgte at holde den skjult for alle, men jeg havde på et tidspunkt i foråret mailet hende og spurgt, om jeg monstro måtte strikke en stola til hende, som hun kunne slynge om skuldrene, når det blev for køligt ud på aftenen. Det måtte jeg gerne, og ud fra den lille håndfuld forslag, jeg sendte hende, valgte hun Muir, der både ville passe godt til kjolen og Ditte som sådan .

Glad blev jeg, for jeg er vild med mønsteret og ville nok selv have valgt den, da den er alsidig og også fint kan bruges som tørklæde til et par jeans. Hendes forlovelsesring, som også blev hendes vielsesring, indholdt en peridot, så ret hurtigt blev vi enige om farven på garnet – og det skulle naturligvis være med silke, så jeg købte noget Silkbloom extra fino, der heldigvis lige nåede at komme på markedet hos BC garn, så sjalet kunne blive tilpas let, men stadig med en vis varme.

Det endte, som det sig vel egentlig hør og bør, med at være en omgang kampstrik; jeg hev det med mig alle mulige steder hen, endda på rideskolen til Annas ridetimer, jeg så frem til de lange køreture i sommerferien, fordi jeg så kunne strikke, alt andet blev lagt til side…og torsdag aften, inden vores afrejse nordpå fredag eftermiddag til bryllupsweekenden, fik jeg det skyllet op og spændt op. Jeg nåede det! Og Ditte elskede det og brugte det hele aftenen. Desværre er mine fotos få, vi havde jo alle bedre ting at tænke på men jeg fik da ét brugbart med hjem af det i brug.

Det unge par er taget på velfortjente 3 ugers bryllupsrejse til Ecuador og Galapagosøerne  og jeg glæder mig, til de kommer hjem. Af flere grunde, faktisk *hehe*, for som en lille krølle på det hele, fik de hver sin iPhone 4 af hendes forældre, dvs de står på venteliste til hver sin. Og jeg har fået lov til at købe Dittes “gamle” 3Gs (den er kun ½ år gammel, for jeg opfordrede hende til at købe den i foråret, hendes daværende højeste ønske, da hun begyndte i sit første job som læge) , når  deres nye 4′ere er ankommet. Så jeg glææææææder mig ekstra meget til de kommer hjem!

Og nu kan jeg så endelig selv bestemme HVAD jeg strikker, OM jeg strikker…HVORNÅR jeg strikker. Det er en skøn frihed! Så snart er jeg færdig med en lille, sort vest, jeg påbegyndte i foråret og kun manglede et halvt forstykke på, da jeg var nødt til at lægge den på hylden for en tid. Turen op til brylluppet fik den strikket færdig, så jeg er ved at sy den sammen. Derefter skal jeg vist have fanget mit Great American Aran Afghan igen, så jeg kan blive FÆRDIG!

(ETA: Hvor er det sært; Jeg kan ikke komme af med overskriften “Auto Draft”, hvor meget jeg end prøver at ændre på den??)

Livet suuuuser forbi for tiden, sy’s jeg! Det har også sin charme – man får oplevet en masse på kort tid, men jeg kan personligt rigtigt godt li’ at synke ind i mellem, inden næste bid skal tygges i lidt for store bidder og fortæres.

In short (?) og i uprioriteret rækkefølge:

Smukke Charlie uden Harley har fået en pap-lillebror, Max(imillian), endnu en Maine Coon men i en farvekombi, jeg aldrig tidligere har haft kat i tidligere. Det er underligt nok meget anderledes for mig; havde slet ikke troet, det ville kunne “føles”, men det gør det. Max og Charlie er serieforbundne, har vi fundet ud af (men de er jo også fra samme katteri); Charlie har aldrig været en kat, der spinder særligt prangende, faktisk nærmest supersonisk. Man fornemmer det mere end hører det, og kan først være sikker, når man rører katten på halsen og mærker vibrationerne. Men Max spinder, hvis den er i nærheden, mens man kæler for Charlie.

~

Gemalen og jeg var på “ungdomstur” til Skive Festivalen, primært med det formål at se Rammstein, som jeg selv i sin tid introducerede ham for, og som han er dybt begejstret for. Han prøvede dog at “sælge” turen til mig ved at lokke med Magtens Korridorer i den tro, at jeg ikke kunne lokkes af Rammstein – han tog fejl. ) Og aldrig har jeg taget så mange (dårlige mobil-)billeder af et sceneshow (gør jeg generelt slet ikke, vil hellere være til stede i nuet) og bare i det hele taget af …ild! Mindes ikke at have set et så spektakulært sceneshow nogensinde, og jeg har dog bl.a. fungeret som frivillig på Midtfynsfestivalen i 10 år og været til diverse koncerter med bl.a. Prodigy. Men dette slog alt.

Fan.tas.tisk!

~

Vi har haft det årlige samvær med vores allerbedste venner, der jo desværre bor i Island. Tiden sammen er desværre alt, alt for kort, og hvert år bliver vi faktisk nærmere forbundet på den korte tid, så savnet efter “næste gang” blot bliver større. Det er skønt at have en fastboende veninde! Som jeg i øvrigt fik lært at hækle på den tid, hun var her…

Billedet? Min nye sommer-Peysa! Gaven fra dem til mig, en T-shirt med et print af et klassisk bærestykke fra en peysa, så nu kan jeg også bære det skønne mønster om sommeren. (Og den meget opmærksomme læser bemærker måske min halskæde, som jeg købte i flyet på vej hjem sidste år, en sand turistsag, men jeg elsker den; En lavaperle med en sølv-kalot på, der forestiller hele Island)

~

Vi var på loppemarked – og vi fandt guld! Gemalen fandt en førsteudgave af en skakbog og købte den for en tiendedel af, hvad den er værd – sælgeren nåede  at opdage det, men bordet fanger jo. Det er nu ikke, fordi gemalen vil sælge den, han er nemlig ret skak-gal. Har bl.a. egenhændigt lavet e-skak.dk (da han egentlig burde lave speciale i sin tid, mens jeg brugte tid på at udruge Anna og tjene penge for os begge *s*)

Mit guld var bogen til højre foroven! For 30 kroner (det er jo også i nærheden af en tidendedel af, hvad den er værd antikvarisk)! Så nu kan jeg vist godt aflevere den anden på biblioteket igen, efter at have haft den fast i hjem- og genlån siden september sidste år.

~

Og i dag var vi så på en spontan tur til Fanø til International Dragefestival – og vi er gooodt trætte i futterne. Har I også en partner, der hårdnakket påstår, han/hun har en fantastisk stedsans og jeres egen er ikke mange sure sild værd (iflg. ham/hende)? Det har jeg. Selvom jeg gang på gang får os hjem. Og selvom jeg endda nu har en mobiltelefon med gps, der fx fik os igennem en totalt mørk og sammenlukket skov i Skive, da vi skulle finde vores bil efter festivalen. Men nej, gemalen skulle absolut sende os ud på gåben i den forkerte retning på Fanø i dag, så vi endte med først at gå en tur rundt i udkanten af hele Nordby, nordenom, og så i den rigtige retning, fordi jeg spurgte nogen om vej.   Men ungerne melder begge to med et stort smil på, at de har haft en rrriiiiiiiigtig hyggelig dag (og siger intet om de 7 km’s gåtur i nye sneakers),og jeg forstår dem; Da først vi var fremme, tog det næsten vejret fra en, så flot og overvældende var det med alle de flotte drager! Og jeg vil endda tillade mig at antage, at de år, hvor vejret er bedre og mere sommeragtigt, er det endnu flottere!

OG vi sejlede med færge! OG den “væltede” ikke! OG vi fik en is! OG vi prøvede at køre med rutebil på stranden! Jowjow..!

(OG vi fik ikke vores gode kamera med men måtte nøjes med mit dårlige mobilkamera…)

OG så har min iPod Touch været til reparation, da den for omkring en måneds tids siden lige pludseligt bare ikke ville tænde, og alle dikkedarer var forgæves. Så nu er der nyt batteri i, og jeg må erkende, at ingen touch-mobiltelefonkommer i den mindste smule nærheden af en iPod/iPhone (i hvert fald ikke en Nokia 5800 *s*). Og hvor HAr jeg dog savnet den! *suk*

Den primære anledning er pral.

Emil bar nemlig stolt sin nyeste hjemmekreation, “Fyrtøjet”, i børnehaven i dag. Den måtte lide den tort at ligge stille i december måned, hvor jeg jo bl.a. strikkede 4 par strømper til min mor (der kraftigt har hintet, at der da vist er en hel del flere adventssøndage fordelt over året *s*). Jeg røg også i at strikke en har, et par “mitered mittens” og et par håndledsvarmere i noget Noro Kureyon, men det har jeg ikke rigtigt fået taget nogle ordentlig fotos af endnu. Jeg er heller ikke 100% begejstret – det er ikke ligefrem det varmeste garn jeg har kendt til, så i denne ekstreme vinterkulde er det ikke dét, jeg oftest bruger.

Det er ganske vist:

Modellen (Emil, altså) var ikke helt overbevist om, at han kunne “se godt ud” på fotografier, så han gjorde sit bedste for at lade være.

Faktaboks:

Opskrift: “Fyrtøjet” af Annette Danielsen fra den skønne bog “Det er ganske vist”

Garn + pinde: Holst garn i “Sapphire” (2½ nøgle), “Tobacco” (30 gr) og “Bleached White” (24 gr) samt en rest sort fra lageret. Skønt garn! Gik vanemæssigt ½ nummer op i pindestørrelse i forhold til opskrift.

Ændringer?: Ja, strikkede den i str. 8 år, da jeg syntes, slidserne i siderne var lige lovligt høje for en uldtrøje, så den måtte godt dække lidt længere ned og ikke stumpe sådan. OG en meget væsentlig “ændring”: Anvisning på, hvordan ærmerne sættes til, passer altså ikke! Eller også kan hverken Lindse eller jeg finde ud af at læse dansk/en opskrift (og det første skulle jeg nu nok mene, jeg kan, men det andet kan det godt knibe med nu og da *s*). Jeg læste først Lindses kommentarer grundigt, EFTER at jeg havde indset, der var noget galt, så jeg var ikke farvet af hendes opfattelse, men jeg kan konstatere, at jeg har haft samme oplevelse som hun; Det første ærme skal ikke startes med at blive strikket sammen med en maske fra FORstykket med fra BAGstykket. Ellers kommer ærmet i med vrangsiden udad (tro mig, I know *s*). Kommer lige i tanke om, at der faktisk var et lignende problem – tror jeg – ved halskanten, som iflg. opskriften faktisk også ville være kommet til at rulle den forkerte vej, fordi der lige var røget en pind i svinget, så man startede fra den forkerte side med den brune rullekant. Men måske husker jeg forkert. Jeg tror i øvrigt, jeg fusker mig til et ekstra knaphul midt imellem de to, der allerede er der, for den gaber i halsen; det er dog fint nok, den står åben foroven….. Jeg strikkede i øvrigt ikke med “overfald” som i opskriften helt fra starten af på forstykket, men slog op som til bagstykket og slog så først de 3 ekstra masker op, da jeg kom til den hvide farve. Det tror/synes jeg giver den pæneste front, hvor man jo skal sy det sammen som på bagstykket.

Go’ eller No Go: Suuuuuuper-GO’! Ser man bort fra opskriftsvanskelighederne, så er modellen virkelig fed! Elsker sådan nogle pudsige snit som viser, hvad man alt kan opnå med blot to forskellige slags masker. Genialt! Også en genial konstruktion. Kunne sagtens strikkes til et helt andet udtryk med fx noget Kauni eller Evila effektgarn.

~~~

Og nu kan jeg så med god samvittighed hellige mig min grønne Sylvi, hvor jeg snart er færdig med ryggen; den skal jo helst lige nå at blive færdig, så jeg kan bruge den denne sæson, ellers vil det være ret surt at få den færdig for så at hænge den i skabet for at vente på, at den kan bruges om 3/4 år næste sæson.

Hvad der ellers er sket? Jamen pyha, altså. Vores lille, nye familiemedlem, Charlie, fylder godt. Supersocialt, rødt kattedyr, der får så meget opmærksomhed, at det halve kan være nok. Gang på gang må jeg fortælle Anna på 7½, at Charlie altså ikke er en håndtaske.   Emil er til gengæld meget påpasselig, fordi sådan et lille væsen jo har synåle for enden af alle fire poter. *suk*

Derudover gik hele vores december måned – og januar går stadig med det – med at være mentalt nede i kulkælderen, fordi Emil er blevet tildelt den “forkerte” skole, en anden skole end den, Anna går på. Havde der været flere år mellem dem, havde det slet ikke været så slemt, måske endda en mulighed (da Emils tildelte skole er byens “store “skole, hvor man samkører klasserne fra 7. klasse) , men det føles bare helt forkert, det her – nogle af jer, der har fulgt med på Facebook, har måske set det i forbifarten. Det er sådan, at vi i denne by har 3 folkeskoler. Den ene er endda først blevet en del af byens skoler inden for de seneste år, da det er en landsbyskole, hvortil børn her fra byen bliver kørt i bus. Denne by har og får simpelthen så mange børn, at de ikke kan følge med og ikke har plads, der mangler konstant dagplejeforældre, børnehaverne er overbelagte og får hele tiden presset flere børn ind, og skolerne har en “flydende” grænse for skoledistrikterne. Denne grænse bor vi desværre lige på. Og selvom der i reglerne for skoleoptag står, at man ikke har garanti for at få søskende optaget på samme skole som søskende, hvis disse søskende er optaget på en anden skole end distriktsskolen, så kan vi konstatere, at dette forbehold åbenbart endda gælder, HVIS søskende er optaget på det, der i sin tid var distriktsskolen. Allerede da skolerne fordelte deres kommende elever indbyrdes i december, og vi fik brev fra den “forkerte” skole (på en lørdag!), vidste de, at den var helt gal med vores tilfælde. Da Brian så ringede til dem mandag morgen, vidste de jo straks, HVORFOR han ringede, med det samme han præsenterede sig med sit navn. Og vi har fået alverdens forsikringer og beklagelser og er blevet lovet en ekstraordinær behandling, hvis det er menneskeligt muligt…men hvorfor pokker kunne de dog ikke have tænkt så langt INDEN de sendte brevene ud og INDEN de skar igennem og tildelte skoler? Det er frustrerende i en grad jeg ikke troede muligt. Inden vi fik det formastelige brev tænkte jeg ikke blot “Jamen, risikoen er der jo, det har vi fået at vide, men det er jo ALDRIG sket før, og det sker da i hvert fald kun for naboen” (men naboen er pensionist, så dem kunne det jo så ikke ramme *s*), jeg tænkte heller ikke tanken til ende om, hvor besværligt og forkert det ville være i hverdagen, men det vil virkelig få utroligt stor indvirkning på vores hverdag; ikke alene henter jeg børnene til fods hver dag, og skal altså hente i SFO fra to forskellige skoler hver eneste dag, og jævnligt følge dem i skole til fods, men er der fx skolefester, fastelavn, skole-/hjemsamtaler på samme dato, så kan det jo nærmest ikke lade sig gøre. Tænk på, hvor meget jeres folkeskoletid betyder, hvor meget den har påvirket jer til at være dem, I er i dag… Havde der været flere år imellem Anna og Emil, havde det måske været en anelse mindre forfærdeligt, men de står hinanden meget, meget nært, og de taler dagligt om hvor hyggeligt det bliver, når de skal følges i skole, have klasseværelser ved siden af hinanden etc på den lille skole, Anna går på. Vi skal forholde os til to helt forskellige lærerstaber, to forskellige sæt skoleregler…der er så mange, mange ting.

SUK!

Det fylder rigtigt, rigtigt meget og dræner mig lidt mere, end jeg havde troet. Det er også gået ud over min blog-lyst, men I er jo vel på det nærmeste vant til, at der efterhånden kun skydes med meget spredte hagl herinde.