Fra Moschino! Jeg var med min mor på loppemarkedtur, fordi jeg bagefter skulle med hende hjem og lave lidt på hendes butikshjemmeside. På en gammel, støvet bondegård ved Vojens opdagede jeg denne hænge i et gammelt klædeskab. Min mor lagde dem sammen med det, hun skulle købe…og vi kom af med 40,- … I alt. Tilsammen. I danske kroner. For det hele. For guldet. Guldjakken.

Den er liiiige en anelse for stor til mig (i den ideelle verden er den faktisk 2 størrelser for stor, men sådan er virkeligheden desværre ikke for tiden), så jeg skal lige overveje, om den ryger ind på Trendsales efter en nænsom håndvask, for den lugter af det, den kommer fra men er ellers i superflot, næsten-som-ny-stand.

Et andet sted fandt jeg bl.a. den fine, måske anvendelige småkagesprøjte for 15 kroner. Den er jeg sikker på, Emil og jeg kan få en del sjov ud af, i hvert fald for mere end 15 kroner.

Og jeg er enormt glad for at kunne se mine skønne halskæder igen… Nogle af dem kære minder, nogle knap så kønne men hjemmelavede gaver fra mine børn, andre med en anden, helt særlig plads i hjertet (ved siden af dem fra børnene)… Nogle af dem fede loppemarkedsfund, nogle andre sparet op til og købt på Trendsales.

Hver og en af dem er min…og jeg har savnet dem.

Gavebordet bugnede ikke i år, rent fysisk (men mit højeste ønske blev opfyldt), fordi de fleste af min mand var blevet bedt om at give pengegaver i stedet, så det kunne indgå i puljen til iPad’en (jeg fik den helt store, så der skulle jo nogle finanser til *s*), men min mor mente, at det ville blive alt for “bart”, så jeg var så glad, da jeg kunne åbne pakken med to fade samt denne flotte skål fra Iittalas “Taika”-serie. Jeg er endelig blevet så voksen, at jeg vil til at have et decideret stel i stedet for lidt af hvert fra enhver lejr (udover mit gamle, trofaste Aluminia Confetti-stel, hvor rigtigt mange af mine tallerkener dog altid har været skårede i større eller mindre grad, da jeg ofte har fået dem fra min mor som så at sige “2.-sortering” fra hendes butik), så jeg har lagt mig fast på Iittalas Kartio-glas og Teema-stel, som jo trods alt stadigvæk kan fungere enten “kedeligt” og klassisk med ensfarvede dele eller med lidt “rodet” spræl på i forskellige farver. Og Taika passer rigtig godt til med de rene linjer.

Og bogen, “AlterKnits”, var en gave, da vores islandske venner kom på ferie her – en speciel, men inspirerende bog. Der skal udforskes projekter på Ravelry snarest.

Men jeg kom til at tænke på, at det jo nok ikke er jer alle (de få besøgende, jeg har tilbage her på bloggen efter Det Forsømte Forår, som jeg nok vender tilbage til en gang om kort tid), der besøger Ravelry, så I har måske slet ikke set den “hemmelighed”, jeg har lavet med/for Dorthe, min fru boss hos Modestoffer i Vejen. Jeg har flikket en dejlig, let ugleponcho sammen, en ikke alt for lang sag, der lige dækker det væsentlige og varmer, hvor det er nødvendigt. Modellen er strikket op i Lett Lópi fra Ístex, og så bliver prise relativt lav, men tanken er, at hvis man er til lidt et mere jævnt og lækkert resultat, så kan man i stedet bruge Onions Camel+Merino-garn og få en model til ca. det dobbelte i pris. Det er en tankegang, der tiltaler mig, der er lidt af en nærigrøv, især nu uden SU eller (næsten) anden indkomst.

Således ser den ud:

De fine fotos er i øvrigt taget af Tina.

Opskriften er til salg på Ravelry (link kommer også i min sidekolonne) og på Etsy.

Ind i mellem, men alt for lidt, arbejder jeg jo også for Dorthe i Modestoffer i Vejen. Forleden købte jeg 4 ngl med hjem til en hæklet vest til Anna (vi var inspirerede af den søde vest, Dorthe lige har hæklet fra Strikkebogen,men opskriften går jo ikke højt nok op), og trods det dårlige, elektriske lys, vil jeg vise jer de fine farveeskift som garnet giver, med et aftenfoto.

Ting tager Tid og Skole tager Meget Tid, må jeg erkende..! Gemalen er positivt forundret over min iver. Men det er ganske simpelt sådan, at jeg ikke forstår erhvervsøkonomien, hvis ikke jeg følger med. Det er ikke for ingenting, jeg har brugt de sidste 20 år helt og holdent på sprog, det er dét, min hjerne er bøjet til.

Vil I se foråret?

Så må vi se med det mentale.

Der skal nemlig sparkes andre ting i gang inden det, bla. får jeg i morgen min debut som lørdagshjælp i Dorthes butik, Modestoffer, i Vejen. (jeps, nemlig, det må være alle strikkeres ønskejob!)

I går havde vi første aften i den nørklecafe, jeg har fået sparket i gang her i byen i vores lille biograf, der drives på frivillig basis, og hvis relativt store caféområde står tomt hen hver aften, når der vises film – en aften, jeg kørte forbi der og så, hvor hyggeligt der egentlig er og hvor tomt, men bemandet, under filmfremvisninger, slog tanken så ned i mig, da jeg egentlig altid har tænkt, at det kunne være hyggeligt at have en strikkecafé her i vores lille by, men vi manglede et oplagt sted. Og der lå det jo så. Ovenikøbet kun 50 meter fra, hvor jeg bor – kunne det være mere perfekt?
Vi var 6 personer i går, og kontakten var kun opnået gennem mine bekendte på Facebook, så det synes jeg var ganske fint. Især når det så slet ikke kun er folk, der også kun kender hinanden, men at det ligefrem kan være nye ansigter iblandt. Eneste ulempe er, at det begrænses af filmens varighed, og da det i går var en familiefilm, varede det hele kun til kl. 21. Men det kan jo være, vi kan få mere favorable aftaler med bio-folkene med tiden.

Har også en meget syg kat, der gerne skal overleve weekenden, den fylder rigtig meget i tankerne lige nu.

(indlæg via iPhone)

Og så er der ikke en gang noget for min brækkede lilletå eller den ene kats mulige bronkitis.
Anna antages at have lungebetændelse (spytprøve skal først analyseres) og er sat i behandling, og vi har endelig fået afklaring omkring gemalens mærkværdige udslæt, som nu har givet ham kløe (og røde knopper, der er blevet kradset til blods) lige på kanten af vanvid i et par måneder; Lichen Ruber hedder lidelsen. Tænk skoldkopper i kraftigste udbrud og tænk så “ingen behandling, kun håb om let lindring” og… At den forsvinder af sig selv over 12-24 måneder! Han ligner noget, der er løgn, på det meste af kroppen, men heldigvis rammer det tilsyneladende ikke ansigtet, for det vil være svært at have hans job, hvis han var dækket af røde knopper i ansigtet.

Som et lille plaster på såret har jeg købt mig selv en bryllupsdagsgave i mandags: en Kivi. Min nye besættelse er Iittala, og øverst på min ønskeseddel står der Teema- krus og -skåle, Kartio-glas og Kivi-fyrfadsstager. Og da jeg vidste, at gemalen ikke havde købt noget, ku’ jeg altså godt selv.

Det var i 1988, Iittala begyndte at lave dem, og det var i 1988, gemalen og jeg blev kærester.

Derudover speedstrikker jeg. Jeg har villet ta’ et foto af boleroen fra sidst, men hverken lys eller overskud er til det lige nu. Og da jeg lige nu er bundet til hjemmet, kom jeg ikke som håber over til Dorthe efter lækkerhedsgarn til julegaveboleroen. Så jeg prøver samme recept som sidst, og dog: sort uld-angora-silke og grådigt Einband. Det giver et meleret udtryk, der i rette belysning godt kan minde om oxideret sølv, ganske fint. Håber bare ikke, at hulmønstret “forsvinder” i meleringen.

(skrevet på, fotograferet med og uploadet fra min iPhone)

Well, der findes åbenbart bedre steder end Det Lokale lige for tiden…

Jeg mener….ka’ DU måske se nogen hest blandt mine “kan ikke leve uden”-indkøb?

(skrevet, fotograferet og lagt op med iPhone)