Og det er ikke, fordi jeg har råd for tiden. Heller ikke til sådan et par støvler her. Eller til de bikerstøvler i den helt rigtigt version, jeg har kigget efter (på et nul-budget) i det sidste 3/4-års tid. *suuuuuuuuuuuk*

Vi skal have nye vinduer i hele huset sidst på måneden, og vi har lagt os i selen og sparet pengene op selv… og iiiih, hvor jeg glæder mig til, at vi begynder at spare penge på dén konto og har likvider fri til at “leve” lidt igen.

Strik er populært, strikkjoler er skønne. Jeg strikkede min første sidste efterår på Strikkefestival, og jeg elsker den – og jeg er ganske ked af, at garnet ikke kan fås mere.

Jeg strikkede min anden kjole her i foråret en gang. Navias hulmønstrede “Hvid kjole”. Så kom vi hen i juni, og pludseligt gik det op for mig, at min til Island emigrerede veninde  da helt bestemt skulle have den til 40-års fødselsdagsgave. Det er efterhånden næsten blevet en tradition, at jeg strikker et eller andet til hende, hun har både fået et SuperKarla-sjal, en Lopi-bolero og vist nok noget andet. Som tænkt, så gjort, og den blev modtaget med store måbende suk og glæde.

Jeg havde dog begået den fejl at tage kjolen på, da Anna i maj afholdt fødselsdag for familien (jeps, jeg gav en brugt kjole væk i 40-års gave! *s*) – og der blev den så bestilt som fødselsdagsgave, nemlig af min nye svigerinde, Ditte! Hun var vild med den, kom med mange kommentarer om den i løbet af dagen og nåede også at prøve den, og hun var helt sikker, sådan en ville hun gerne have. Til fødselsdag i juli fik hun så et gavekort på kjolen (jeg var jo lissom optaget af at strikke noget andet til hende, med en deadline på). Så jeg skal på den igen – og igen, for jeg vil jo stadig også gerne selv ha’ en.

Og jeg skal jo også lige være færdig med den tredje kjole, jeg er i gang med at strikke. Den smukke og enkle Still Light... Og Great American Aran Afghan, der heldigvis lakker kraftig mod enden…Og den der nederdel, jeg har kig op i det seneste hæfte fra Hendes Verden… Og den der slipover, jeg har lovet Emil… Og de der Støvalfer, jeg har lovet ungerne… Og det der Kaffe Fasset-broderi, jeg prøver at samle mod og overskud til at kaste mig ud i… Og…

Men afbuddet er af en anden karakter, omend strikkerelateret. Jeg har meldt afbud til Webstriks Strikkefestival.  Hver gang jeg så på deltagerlisten, blev jeg lidt “øv” i det, for der er meget få med i år her fra Jylland, i det hele taget kun få af dem, jeg har mødt tidligere, og andre, som jeg havde glædet mig til at møde for første gang, har meldt afbud…og rent økonomisk er vi også ved at være der, at det ville være meget dumt at brænde så mange penge af på en enkelt weekend, selvom jeg godt kunne bruge afbrækket. Men beslutningen er nu taget – ingen Strikkefestival til mig i år.

Til gengæld havde jeg den skønneste weekend d. 13-15. juli. Min lillebror fik endelig sin elskede Ditte!

De har været uadskillelige, absolut “meant to be”, i 3½ år, og sidste år, da de begge var inviteret på safari i Tanzania af hendes forældre, friede han til hende. Jeg har fået jordens dejligste svigerinde, mine børn den allerbedste tante, man kan ønske sig, og så er det jo ikke så ringe med en læge i familien, man kan ringe til, når man er i tvivl *fnis*…as good as it gets!

De har brudt med mange traditioner ved det havebryllup, der blev holdt i hendes forældres have helt oppe ved Løkken (og til de nysgerrige: Vi lå åbenbart lige i en smuk sollomme, vi anede intet om det voldsomme regnvejr, der havde ramt en meget stor del af Danmark, før dagen efter – vi havde til gengæld en solrig og varm weekend, som var den bestilt til formålet); bruden ønskede ikke nogen brudebuket (men moderen havde alligevel bestilt en samt en brystbuket til gommen – de endte deres skæbner i et par vaser), Ole Stavad var “bestilt” til at forestå vielsen (min bror er politisk engageret og der var flere folketingskandidater etc med som gæster), Peter skulle føre hende “til alters” (et smukt, gammelt bord i haven), gaveoppakning foregik først dagen efter (hvilket vi var mange, der egentlig var lidt utilfredse med)…men kjolen ville Peter altså først se på dagen! Så Ditte valgte at holde den skjult for alle, men jeg havde på et tidspunkt i foråret mailet hende og spurgt, om jeg monstro måtte strikke en stola til hende, som hun kunne slynge om skuldrene, når det blev for køligt ud på aftenen. Det måtte jeg gerne, og ud fra den lille håndfuld forslag, jeg sendte hende, valgte hun Muir, der både ville passe godt til kjolen og Ditte som sådan .

Glad blev jeg, for jeg er vild med mønsteret og ville nok selv have valgt den, da den er alsidig og også fint kan bruges som tørklæde til et par jeans. Hendes forlovelsesring, som også blev hendes vielsesring, indholdt en peridot, så ret hurtigt blev vi enige om farven på garnet – og det skulle naturligvis være med silke, så jeg købte noget Silkbloom extra fino, der heldigvis lige nåede at komme på markedet hos BC garn, så sjalet kunne blive tilpas let, men stadig med en vis varme.

Det endte, som det sig vel egentlig hør og bør, med at være en omgang kampstrik; jeg hev det med mig alle mulige steder hen, endda på rideskolen til Annas ridetimer, jeg så frem til de lange køreture i sommerferien, fordi jeg så kunne strikke, alt andet blev lagt til side…og torsdag aften, inden vores afrejse nordpå fredag eftermiddag til bryllupsweekenden, fik jeg det skyllet op og spændt op. Jeg nåede det! Og Ditte elskede det og brugte det hele aftenen. Desværre er mine fotos få, vi havde jo alle bedre ting at tænke på men jeg fik da ét brugbart med hjem af det i brug.

Det unge par er taget på velfortjente 3 ugers bryllupsrejse til Ecuador og Galapagosøerne  og jeg glæder mig, til de kommer hjem. Af flere grunde, faktisk *hehe*, for som en lille krølle på det hele, fik de hver sin iPhone 4 af hendes forældre, dvs de står på venteliste til hver sin. Og jeg har fået lov til at købe Dittes “gamle” 3Gs (den er kun ½ år gammel, for jeg opfordrede hende til at købe den i foråret, hendes daværende højeste ønske, da hun begyndte i sit første job som læge) , når  deres nye 4′ere er ankommet. Så jeg glææææææder mig ekstra meget til de kommer hjem!

Og nu kan jeg så endelig selv bestemme HVAD jeg strikker, OM jeg strikker…HVORNÅR jeg strikker. Det er en skøn frihed! Så snart er jeg færdig med en lille, sort vest, jeg påbegyndte i foråret og kun manglede et halvt forstykke på, da jeg var nødt til at lægge den på hylden for en tid. Turen op til brylluppet fik den strikket færdig, så jeg er ved at sy den sammen. Derefter skal jeg vist have fanget mit Great American Aran Afghan igen, så jeg kan blive FÆRDIG!

(ETA: Hvor er det sært; Jeg kan ikke komme af med overskriften “Auto Draft”, hvor meget jeg end prøver at ændre på den??)

Livet suuuuser forbi for tiden, sy’s jeg! Det har også sin charme – man får oplevet en masse på kort tid, men jeg kan personligt rigtigt godt li’ at synke ind i mellem, inden næste bid skal tygges i lidt for store bidder og fortæres.

In short (?) og i uprioriteret rækkefølge:

Smukke Charlie uden Harley har fået en pap-lillebror, Max(imillian), endnu en Maine Coon men i en farvekombi, jeg aldrig tidligere har haft kat i tidligere. Det er underligt nok meget anderledes for mig; havde slet ikke troet, det ville kunne “føles”, men det gør det. Max og Charlie er serieforbundne, har vi fundet ud af (men de er jo også fra samme katteri); Charlie har aldrig været en kat, der spinder særligt prangende, faktisk nærmest supersonisk. Man fornemmer det mere end hører det, og kan først være sikker, når man rører katten på halsen og mærker vibrationerne. Men Max spinder, hvis den er i nærheden, mens man kæler for Charlie.

~

Gemalen og jeg var på “ungdomstur” til Skive Festivalen, primært med det formål at se Rammstein, som jeg selv i sin tid introducerede ham for, og som han er dybt begejstret for. Han prøvede dog at “sælge” turen til mig ved at lokke med Magtens Korridorer i den tro, at jeg ikke kunne lokkes af Rammstein – han tog fejl. ) Og aldrig har jeg taget så mange (dårlige mobil-)billeder af et sceneshow (gør jeg generelt slet ikke, vil hellere være til stede i nuet) og bare i det hele taget af …ild! Mindes ikke at have set et så spektakulært sceneshow nogensinde, og jeg har dog bl.a. fungeret som frivillig på Midtfynsfestivalen i 10 år og været til diverse koncerter med bl.a. Prodigy. Men dette slog alt.

Fan.tas.tisk!

~

Vi har haft det årlige samvær med vores allerbedste venner, der jo desværre bor i Island. Tiden sammen er desværre alt, alt for kort, og hvert år bliver vi faktisk nærmere forbundet på den korte tid, så savnet efter “næste gang” blot bliver større. Det er skønt at have en fastboende veninde! Som jeg i øvrigt fik lært at hækle på den tid, hun var her…

Billedet? Min nye sommer-Peysa! Gaven fra dem til mig, en T-shirt med et print af et klassisk bærestykke fra en peysa, så nu kan jeg også bære det skønne mønster om sommeren. (Og den meget opmærksomme læser bemærker måske min halskæde, som jeg købte i flyet på vej hjem sidste år, en sand turistsag, men jeg elsker den; En lavaperle med en sølv-kalot på, der forestiller hele Island)

~

Vi var på loppemarked – og vi fandt guld! Gemalen fandt en førsteudgave af en skakbog og købte den for en tiendedel af, hvad den er værd – sælgeren nåede  at opdage det, men bordet fanger jo. Det er nu ikke, fordi gemalen vil sælge den, han er nemlig ret skak-gal. Har bl.a. egenhændigt lavet e-skak.dk (da han egentlig burde lave speciale i sin tid, mens jeg brugte tid på at udruge Anna og tjene penge for os begge *s*)

Mit guld var bogen til højre foroven! For 30 kroner (det er jo også i nærheden af en tidendedel af, hvad den er værd antikvarisk)! Så nu kan jeg vist godt aflevere den anden på biblioteket igen, efter at have haft den fast i hjem- og genlån siden september sidste år.

~

Og i dag var vi så på en spontan tur til Fanø til International Dragefestival – og vi er gooodt trætte i futterne. Har I også en partner, der hårdnakket påstår, han/hun har en fantastisk stedsans og jeres egen er ikke mange sure sild værd (iflg. ham/hende)? Det har jeg. Selvom jeg gang på gang får os hjem. Og selvom jeg endda nu har en mobiltelefon med gps, der fx fik os igennem en totalt mørk og sammenlukket skov i Skive, da vi skulle finde vores bil efter festivalen. Men nej, gemalen skulle absolut sende os ud på gåben i den forkerte retning på Fanø i dag, så vi endte med først at gå en tur rundt i udkanten af hele Nordby, nordenom, og så i den rigtige retning, fordi jeg spurgte nogen om vej.   Men ungerne melder begge to med et stort smil på, at de har haft en rrriiiiiiiigtig hyggelig dag (og siger intet om de 7 km’s gåtur i nye sneakers),og jeg forstår dem; Da først vi var fremme, tog det næsten vejret fra en, så flot og overvældende var det med alle de flotte drager! Og jeg vil endda tillade mig at antage, at de år, hvor vejret er bedre og mere sommeragtigt, er det endnu flottere!

OG vi sejlede med færge! OG den “væltede” ikke! OG vi fik en is! OG vi prøvede at køre med rutebil på stranden! Jowjow..!

(OG vi fik ikke vores gode kamera med men måtte nøjes med mit dårlige mobilkamera…)

OG så har min iPod Touch været til reparation, da den for omkring en måneds tids siden lige pludseligt bare ikke ville tænde, og alle dikkedarer var forgæves. Så nu er der nyt batteri i, og jeg må erkende, at ingen touch-mobiltelefonkommer i den mindste smule nærheden af en iPod/iPhone (i hvert fald ikke en Nokia 5800 *s*). Og hvor HAr jeg dog savnet den! *suk*

Min smukke Anna blev 8 i lørdags – passende med en ekstra lang weekend, så der er blevet fejret 3 dage med klassens piger på besøg, familien på besøg og os selv på besøg i Legoland og på rideskolen, som Anna selv ønskede at komme på sin fødselsdag – ud at vise sin far og lillebror de heste, hun har tabt sit hjerte så aldeles til, siden hun helt tilfældigt kom i gang med at ride for et års tid siden.

Carina, den lille pony ovenover, er i omegnen af den 6. eller 7. pony/hest, hun rider på i rideskole-regi. Den rideskole, hun begyndte på, har vi simpelthen forladt i protest, for “undervisningen” var under al kritik, der var ikke styr på, hvem der red på hvilke heste hvornår (selv uden halvpart bør man vel have en vis garanti for at have samme hest hver gang?) og i påsken fik Anna og hendes bedsteveninde så en prøvetime på områdets anden rideskole – og vi faldt alle pladask for stedet. Anna galoperede den dag for første gang i sit liv på helt eget initiativ, uden at det partout skulle være i longe, rundt i ridehallen med et stort smil på læberne og var bare…hjemme.

Sidste gang var Carina, den gamle søde pony på 24, dog blevet halt, og Anna skulle så prøve den endnu “gamlere” Lucas på 30…og den er nu udnævt til “Verdens bedste hest”. Så bliver det nok ikke meget bedre, når man er 8…

Og mor her er så som en bonus også blevet relativt kureret for barndommens grundigt indlejrede angst for heste, og jeg har vist endda opdaget “min indre hestepige”…ikke dårligt.

(og så skal jeg vist snart have fundet noget mere strømpegarn frem til ridehandsker, for pigebarnet har selv udtalt, at mine hjemmestrikkede, fingerløse handsker er meget bedre som ridehandsker end de købte med gummiknopper…)

Med Zymelin i kraniet vil jeg nu skynde mig at vise jer nogle af de ting, jeg længe har skyldt fremvisning af.

Først Sylvi:

Faktaboks:

Opskrift: Sylvi by Mari Muinonen

Garn: Álafoss Lopi, farve 9985 Mosagrænn / green moss, jeg tror nok, jeg brugte 11 nøgler

Ændringer?: Ja, min strikkefasthed var vist ikke lige i skabet i højden, så fx er den lidt kortere end mange af de udgaver, jeg har set på Ravelry. Desuden gjorde jeg hætten en smule længere i toppen, for den var så lille, at den først var uanvendelig. Nu kan den til nød bruges. Jeg strikkede  kronbladene enkeltvis i stedet for at strikke dem på hver og en. Jeg overvejer en lomme eller to foran, da jeg godt ka’ li’ det og det ville bryde den ret ensartede flade foran.

Go’ eller No Go’: Altså, som sådan er modellen jo suuuuuuuuuuuperflot og anderledes. Men jeg kan slet ikke komme overens med lukningen, der i min udgave (pga, den lidt for lille strikkefasthed i højden) starter med den nederste knap over navlehøjde og den øverste så langt nede, at jakken alt for let falder ned ad skuldrene på mig. Derfor vil jeg have købt en tovejs-lynlås, der både kan give den tyngde som modvægt foran, der godt kunne være brug for samt give en bedre og længere lukkemulighed. Jeg elsker at have den på, at gå væk fra folk *s*, så de kan se den flotte ryg!

Inden under Sylvi har jeg min Navia-kjole:

Nærbillede af mønsteret:

Faktaboks:

Opskrift: Hvid kjole model 1-6 af Lissi Selvindi / Navia

Garn: Navia Uno i koksgrå, lidt over  150 gr i str. M/L

Ændringer: Ikke rigtigt nogen – men jeg gad ikke købe en pind nr. 15, som der skulle bruges til at lave de storhullede omgange på skørtet, så jeg tog i stedet en pind 8 og slog to gange om pinden i stedet for at strikke maskerne almindeligt – det var lidt besværligt på omgangen efter, men fungerede derudover helt efter hensigten.

Jeg gik bevidst efter at få mindre flagrende ærmer end i originalen, for det synes jeg ikke er ret flatterende (modelfotoet er i mine øjne i det hele taget ikke ret flatterende, kjolen ligner en sæk), og mine sidder helt tilpas til.

Go’ eller No Go: “Aaaaaj lov’it”, som en vis hr. Ole Henriksen ville ha’ sagt. Den er let som en sky, varmer hverken for meget eller for lidt, var utroligt let at strikke, ud i ét med action  hele tiden, så det aldrig blev kedeligt.

Og så var der lige Anna, min Anna. Hun er rigtig glad for sin vest:

Faktaboks:

Opskrift: Vest i reliefmønster af Sidsel Sangild fra bogen “På Pinde og Nåle”.

Garn: Kauni Effekt i en eller anden farve, garnet har ligget oprullet i umindelige tider.

Ændringer: Ingen, så vidt jeg husker. Men jeg er utroligt dårlig til at vende hækling inde i hovedet, så andet forstykke gav mig virkelig hovedpine, ind til jeg besluttede mig for at følge første forstykkes anvisninger på udtagninger efter den første række, for jeg kunne slet ikke sno min hjerne omkring det, når der står “Hækl fm rækken ud” til første forstykke og i andet forstykke er det dén del, man skal tælle masker ned i før man kommer til der, hvor man så skal tage ud… og når man ikke tydeligt kan se sine udtagninger på forrige række, er man (jeg)  jo nødt til at tælle. )

Desuden var der noget med ærmegabene på bagstykket, jeg ikke helt kunne få til at passe ifølge opskriften (som man kan læse på Ravelry, hvis man er med dér), så jeg måtte improvisere lidt, men det gik alt sammen.

Go’ eller No Go: Ganske Go’. Modellen er sød og fin, og Anna er glad for den.

!!!

Jeg troede så lidt mine egne øjne, at jeg måtte ringe til dem for at høre, hvad det gik ud på (at der så faktisk gik 1 dag, inden “nogen” hos JV.dk kunne kontakte mig og sige, den var go’ nok, er så en helt anden snak, som nogen har kunnet følge med i på Facebook), for jeg har intet aktivt gjort, jeg har ikke meldt mig  til noget eller noget som helst. Det er længe siden, jeg meldte mig som borgerjournalist hos jv.dk, simpelthen fordi de ikke modtog og udgav mine artikler fra mine børns børnehave (som jeg skrev på vegne af bestyrelsen) – dann hatten wir ja andere Metoden…!

Svagt erindrer jeg, at jv.dk havde en bannerkampagne før jul eller endnu længere tilbage om at melde sig og deltage i lodtrækningen, men jeg regnede med, at det var for at kapre kunder og det blot var blandt dem, der blev trukket lod. Det var det så ikke.

Og gadget-girl som jeg er, kom jeg allerede i bilen på vej hjem til at trykke på start-knappen, så den installerede Windows 7…ups!

En såkaldt sub-notebook, sleeve til den samt 5 års antivirus – jeg føler næsten, jeg står i taknemmelighedsgæld til mine børns børnehave, for uden dem havde jeg ikke været så heldig….!

Med to overspringshandlinger og to omgange koncentreret familiesamvær i hver sin ende af landet ER jeg kommet i land med min OLive, som var med i Ravelympics på Ravelry. Hvis du ikke ved, hvad det er, skal du være velkommen til at spørge – ellers vil jeg lige spare på pladsen.

Undervejs “sprang jeg over” et par muffedisser/pulsvarmere og et forstykke til en vest til Anna. Pulsvarmerne var bare…hm…fordi. Ingen grund, garnet lå bare og fristede. Intet foto af dem lige nu. Så blev jeg voldsomt inspireret af Kirsten-”Ude på Landet” og hendes smukke veste til pigerne Asta og Agnes i Kauni – supersmuk udnyttelse af Kaunis farveskift, og da jeg dybt overrasket kunne konstatere, at jeg faktisk havde bogen med opskriften stående men bare aldrig havde fået kigget i den efter et kup-køb i Netto, måtte jeg bare i gang. Ikke så smukt og oplagt Kauni som Kirstens, men så er det bare en tester.

Og så var der Olive. Rent konkret nåede jeg ikke “i mål” i tide, for da jeg meldte mig til Ravelympics havde jeg endnu ikke fået invitationer til først brormands indflytningsfest 2½ times kørsel herfra i Aalborg og invitation til gemalens fætter-/kusinefest aftenen efter – altså begge dele i weekenden op til afslutning på OL i Vancouver. Men Ravelympics “regler” er heldigvis sådan, at man gør op med sig selv om man er nået i mål hvad der er ens kriterie etc., så naturligvis nåede jeg det, selvom jeg først fik monteret den mandag formiddag!   Køreturen gav jo en masse strikketid, mens fredag og lørdag som strikketid forsvandt helt og holdent. Lige nu ligger den og tørrer på stuegulvet, men i eftermiddags så den – og jeg – sådan ud:

Halsen er strikket i diverse rester, ikke noget særligt velovervejet dér.

Faktaboks:

Opskrift: Den åh, så velkendte “Olive” af Amimono / Helga Isager fra “Knit Collection Autumn/Winter 2008″, str M/L

Pinde + garn: KnitPicks Options i 3,5 + 4 mm  -  Mit elskede Angora/silk/tweed fra Garn.dk købt på supertilbud engang som grundgarn; diverse softwool-rester som jeg til bærestykket spytplejsede sammen i uens længder garn, så én farve ikke er præcist én omgang men enten mere eller mindre. 248 gram alt i alt, så ikke en gang en halv cone af det sorte favoritgarn. Jubii!

Ændringer: Jo, ikke noget voldsomt, da jeg ikke lige turde begive mig ud på nyt territorium, når man ofte hører, at Helga Isager taler et sprog, som selv den bedste parlør kan have svært ved at formidle. Men det gik. Jeg har strikket ærmene 3/4-lange med 6 indtagninger på hver 15. omgang og har lavet en syet aflukning på både ærmer og krop forneden, da den giver den mest elastiske aflukning, så jeg ikke risikerer, at kanten forneden f.eks. en dag bliver smadret, fordi jeg får revet for meget i en alm. aflukning. Halsen er lidt (for) vid, så måske ryger der en omgang krebsemasker på den eller lignende…det vil tiden vise.

Go’ eller No Go’: Meget go’, ingen tvivl om det. Jeg forstår godt dem, der laver den ene variation efter den anden, for som sådan er det en rigtig god basismodel. Jeg har strikket den i garn, så jeg også kan bruge den til sommer…

…og så videre med vesten til Anna!

I går anskaffede vi os nemlig det allersidste Nikon D3000 fra Bilka (tilbud denne uge), som fandtes i regionen, efter både at have prøvet i Esbjerg og Kolding. Da gemalen sms’ede på vej hjem fra Kolding, kunne jeg lige se for mig, hvordan han var listet ud af Bilka med kamerakassen godt skjult inde bag frakken med et smørret smil om læberne, gnækkende over kuppet.

Så jeg har ikke kunnet vente til det blev dagslys i dag (også selvom det tager nogle fremragende aftenbilleder ved meget svag belysning uden blitz), og jeg fik hevet ungerne med om efter en pakke chokoladekiks og så med på “fotosafari” ved et af byens plejehjem, hvor der er et par fine søer og masser af ænder.

…og da vi kom hjem, satte Anna sig med en bog, den første hun af egen fri vilje har åbnet for at læse for sig selv. Et af dagens yndlingsfotos:

~

On a knitting note:

Ravelympics 2010 er for længst sat i gang, og jeg har udvalgt Olive som medaljen, jeg forhåbentligt kan hænge om halsen om knap 2 uger. Men det tager godt nok laaaang tid med sådan noget ret og ret og ret, rundt og rundt og rundt. PT er jeg 5 cm fra at skulle lade masker hvile til ærmer, en aften med en nystartet “filmklub” med et vennepar i morgen aften kan måske/forhåbentligt gøre meget ved det, hvis jeg…hmmm…får taget strikketøjet frem.

]]> http://bettina.loehmann.dk/archives/677/feed 6 http://bettina.loehmann.dk/archives/636 http://bettina.loehmann.dk/archives/636#comments Tue, 26 Jan 2010 08:51:49 +0000 Bettina http://bettina.loehmann.dk/?p=636 Jeg skrev vist sidst, at jeg “snart” ville opdatere mere grundigt herinde, så nu er det nu – opfattelsen af tidsbegreber behøver vi ikke komme ind på, vel?

Den primære anledning er pral.

Emil bar nemlig stolt sin nyeste hjemmekreation, “Fyrtøjet”, i børnehaven i dag. Den måtte lide den tort at ligge stille i [...]

Læs mere af "Så er det “snart”"

Jeg skrev vist sidst, at jeg “snart” ville opdatere mere grundigt herinde, så nu er det nu – opfattelsen af tidsbegreber behøver vi ikke komme ind på, vel?

Den primære anledning er pral.

Emil bar nemlig stolt sin nyeste hjemmekreation, “Fyrtøjet”, i børnehaven i dag. Den måtte lide den tort at ligge stille i december måned, hvor jeg jo bl.a. strikkede 4 par strømper til min mor (der kraftigt har hintet, at der da vist er en hel del flere adventssøndage fordelt over året *s*). Jeg røg også i at strikke en har, et par “mitered mittens” og et par håndledsvarmere i noget Noro Kureyon, men det har jeg ikke rigtigt fået taget nogle ordentlig fotos af endnu. Jeg er heller ikke 100% begejstret – det er ikke ligefrem det varmeste garn jeg har kendt til, så i denne ekstreme vinterkulde er det ikke dét, jeg oftest bruger.

Det er ganske vist:

Modellen (Emil, altså) var ikke helt overbevist om, at han kunne “se godt ud” på fotografier, så han gjorde sit bedste for at lade være.

Faktaboks:

Opskrift: “Fyrtøjet” af Annette Danielsen fra den skønne bog “Det er ganske vist”

Garn + pinde: Holst garn i “Sapphire” (2½ nøgle), “Tobacco” (30 gr) og “Bleached White” (24 gr) samt en rest sort fra lageret. Skønt garn! Gik vanemæssigt ½ nummer op i pindestørrelse i forhold til opskrift.

Ændringer?: Ja, strikkede den i str. 8 år, da jeg syntes, slidserne i siderne var lige lovligt høje for en uldtrøje, så den måtte godt dække lidt længere ned og ikke stumpe sådan. OG en meget væsentlig “ændring”: Anvisning på, hvordan ærmerne sættes til, passer altså ikke! Eller også kan hverken Lindse eller jeg finde ud af at læse dansk/en opskrift (og det første skulle jeg nu nok mene, jeg kan, men det andet kan det godt knibe med nu og da *s*). Jeg læste først Lindses kommentarer grundigt, EFTER at jeg havde indset, der var noget galt, så jeg var ikke farvet af hendes opfattelse, men jeg kan konstatere, at jeg har haft samme oplevelse som hun; Det første ærme skal ikke startes med at blive strikket sammen med en maske fra FORstykket med fra BAGstykket. Ellers kommer ærmet i med vrangsiden udad (tro mig, I know *s*). Kommer lige i tanke om, at der faktisk var et lignende problem – tror jeg – ved halskanten, som iflg. opskriften faktisk også ville være kommet til at rulle den forkerte vej, fordi der lige var røget en pind i svinget, så man startede fra den forkerte side med den brune rullekant. Men måske husker jeg forkert. Jeg tror i øvrigt, jeg fusker mig til et ekstra knaphul midt imellem de to, der allerede er der, for den gaber i halsen; det er dog fint nok, den står åben foroven….. Jeg strikkede i øvrigt ikke med “overfald” som i opskriften helt fra starten af på forstykket, men slog op som til bagstykket og slog så først de 3 ekstra masker op, da jeg kom til den hvide farve. Det tror/synes jeg giver den pæneste front, hvor man jo skal sy det sammen som på bagstykket.

Go’ eller No Go: Suuuuuuper-GO’! Ser man bort fra opskriftsvanskelighederne, så er modellen virkelig fed! Elsker sådan nogle pudsige snit som viser, hvad man alt kan opnå med blot to forskellige slags masker. Genialt! Også en genial konstruktion. Kunne sagtens strikkes til et helt andet udtryk med fx noget Kauni eller Evila effektgarn.

~~~

Og nu kan jeg så med god samvittighed hellige mig min grønne Sylvi, hvor jeg snart er færdig med ryggen; den skal jo helst lige nå at blive færdig, så jeg kan bruge den denne sæson, ellers vil det være ret surt at få den færdig for så at hænge den i skabet for at vente på, at den kan bruges om 3/4 år næste sæson.

Hvad der ellers er sket? Jamen pyha, altså. Vores lille, nye familiemedlem, Charlie, fylder godt. Supersocialt, rødt kattedyr, der får så meget opmærksomhed, at det halve kan være nok. Gang på gang må jeg fortælle Anna på 7½, at Charlie altså ikke er en håndtaske.   Emil er til gengæld meget påpasselig, fordi sådan et lille væsen jo har synåle for enden af alle fire poter. *suk*

Derudover gik hele vores december måned – og januar går stadig med det – med at være mentalt nede i kulkælderen, fordi Emil er blevet tildelt den “forkerte” skole, en anden skole end den, Anna går på. Havde der været flere år mellem dem, havde det slet ikke været så slemt, måske endda en mulighed (da Emils tildelte skole er byens “store “skole, hvor man samkører klasserne fra 7. klasse) , men det føles bare helt forkert, det her – nogle af jer, der har fulgt med på Facebook, har måske set det i forbifarten. Det er sådan, at vi i denne by har 3 folkeskoler. Den ene er endda først blevet en del af byens skoler inden for de seneste år, da det er en landsbyskole, hvortil børn her fra byen bliver kørt i bus. Denne by har og får simpelthen så mange børn, at de ikke kan følge med og ikke har plads, der mangler konstant dagplejeforældre, børnehaverne er overbelagte og får hele tiden presset flere børn ind, og skolerne har en “flydende” grænse for skoledistrikterne. Denne grænse bor vi desværre lige på. Og selvom der i reglerne for skoleoptag står, at man ikke har garanti for at få søskende optaget på samme skole som søskende, hvis disse søskende er optaget på en anden skole end distriktsskolen, så kan vi konstatere, at dette forbehold åbenbart endda gælder, HVIS søskende er optaget på det, der i sin tid var distriktsskolen. Allerede da skolerne fordelte deres kommende elever indbyrdes i december, og vi fik brev fra den “forkerte” skole (på en lørdag!), vidste de, at den var helt gal med vores tilfælde. Da Brian så ringede til dem mandag morgen, vidste de jo straks, HVORFOR han ringede, med det samme han præsenterede sig med sit navn. Og vi har fået alverdens forsikringer og beklagelser og er blevet lovet en ekstraordinær behandling, hvis det er menneskeligt muligt…men hvorfor pokker kunne de dog ikke have tænkt så langt INDEN de sendte brevene ud og INDEN de skar igennem og tildelte skoler? Det er frustrerende i en grad jeg ikke troede muligt. Inden vi fik det formastelige brev tænkte jeg ikke blot “Jamen, risikoen er der jo, det har vi fået at vide, men det er jo ALDRIG sket før, og det sker da i hvert fald kun for naboen” (men naboen er pensionist, så dem kunne det jo så ikke ramme *s*), jeg tænkte heller ikke tanken til ende om, hvor besværligt og forkert det ville være i hverdagen, men det vil virkelig få utroligt stor indvirkning på vores hverdag; ikke alene henter jeg børnene til fods hver dag, og skal altså hente i SFO fra to forskellige skoler hver eneste dag, og jævnligt følge dem i skole til fods, men er der fx skolefester, fastelavn, skole-/hjemsamtaler på samme dato, så kan det jo nærmest ikke lade sig gøre. Tænk på, hvor meget jeres folkeskoletid betyder, hvor meget den har påvirket jer til at være dem, I er i dag… Havde der været flere år imellem Anna og Emil, havde det måske været en anelse mindre forfærdeligt, men de står hinanden meget, meget nært, og de taler dagligt om hvor hyggeligt det bliver, når de skal følges i skole, have klasseværelser ved siden af hinanden etc på den lille skole, Anna går på. Vi skal forholde os til to helt forskellige lærerstaber, to forskellige sæt skoleregler…der er så mange, mange ting.

SUK!

Det fylder rigtigt, rigtigt meget og dræner mig lidt mere, end jeg havde troet. Det er også gået ud over min blog-lyst, men I er jo vel på det nærmeste vant til, at der efterhånden kun skydes med meget spredte hagl herinde.

]]>