Min mors butik

< 28 / 09 / 10 >

Børnearbejde

Der udføres børnearbejde herhjemme…arbejde til børnene. Jeg er blevet bidt af strik til dem lige pludseligt, og knap får jeg én model af pindene, før den næste overta’r.

For nyligt fremviste jeg Annas Hermione-hue. Dertil har jeg siden strikket en halsedisse, opskrift også fundet på Ravelry og garn det samme ældgamle acryl/uld fra lageret, så ikke så meget at fremvise. Så begyndte begge ungerne til spejder, med stor begejstring, så nu er der brug for hjemmestrikkede sokker i gummistøvlerne. Emil har fået de første par, og et par til Anna er på pindene. Så en dag rodede jeg i mit Lopi-garn og fik lyst til at bruge af de knap 4 nøgler garn, jeg havde til overs fra Sylvi og ville egentlig strikke en slipover til mig selv, men endte med at strikke denne søde model til Anna:

Anna er svært begejstret, og er også begyndt at hygge sig med at stå model. :o)

Faktaboks:

Opskrift: “Varm tøsetop” af Lene Holme Samsøe fra bogen “Kæk og klassisk børnestrik” – str. 10 år

Garn og pinde: Alafoss Lopi-rester (175 gr Alafoss Lopi til selve vesten), Harmony Knit Picks 5,5 mm

Ændringer?: Jeg strikkede den en anelse længere i kroppen, da Anna har en strutmave, der tit får bluser til at se stumpende ud uden at være det, så der skulle lige lidt varme ned omkring. :o)

Strikkede den naturligvis i ét stykke på rundpind, kan ikke rigtigt se grunden til at strikke den i to (ens!) stykker for så at sy dem sammen. Men jeg ved godt, det i nogle garner er bedst, da den ellers vil sno sig. Men altså ikke i dette garn. 🙂

“Bladene” omkring de franske knuder er mille fleur-sting, ikke bare stikkesting, som opskriften foreslår, det synes jeg er en del pænere.

Jeg mener, der var nogle maskeantalsproblemer i bogen, men gider ikke lige tjekke dem, da der skal regnes, og jeg for tiden har snot der, hvor hjernen hører hjemme, så… 😉

Go’ eller No Go: Anna er ret begejstret. Hun syntes, blomsterne var lidt “svage” i farverne, men jeg kan godt li’ dem i denne diskrete tone. Den kommer forhåbentligt til at varme godt og effektivt denne vinter – og de næste par stykker. 🙂

I går, mens jeg nursede en voldsomt influenzaramt Anna (jeg mindedes ikke opkast som en del af influenzasymptomerne, men har måttet revidere min erfaring denne weekend), blev jeg så færdig med den vest/slipover til Emil, jeg slog op til, straks jeg var færdig med Annas. Den sprang i øjnene, mens jeg løseligt bladede igennem samme bog, mens jeg strikkede Annas vest, og jeg kunne straks se, strikkefastheden passede perfekt med endnu mere Lopi, denne gang Lett Lopi-rester fra Endurreisn.

Og JA, jeg ved skam godt, der er en fejl – i den brede bort lige under V-udskæringen. *suk*

Da jeg ved, jeg ikke kan leve med det, må der lige nogle maskesting til ind over, når Emil engang kommer hjem og jeg kan få fingrene i den igen, for han har glædet sig sådan til at få den på, at den røg på stadig let fugtig efter opspænding, her til morgen – men sådan noget Lopi-uld bemærker man jo ikke rigtigt fugtighed ved.

Faktaboks:

Opskrift: “Vild vest” af Lene Holme Samsøe fra bogen “Kæk og kærlig børnestrik” – str. 8 år.

Garn og pinde: Alverdens rester af Alafoss Létt-Lopi, Harmony Knit Picks 3,5 + 4,5 mm

Ændringer?: Jeg begyndte med ryggen, for jeg havde bl.a.  ét enkelt nøgle af en mørkegrøn, som jeg håbede lige kunne række til både ryg og nogle enkelte striber på forstykket af, også – så der var en sammenhæng. Og jeg fik ret. 🙂

Go’ eller No Go: Eftersom knøsen frivilligt og efter udtrykkeligt ønske har den på i skole i dag, tror jeg bestemt, den er godkendt (nu, hvor den er blevet skyllet op og ikke kradser så meget mere *s*)

~

Derudover… har vi brugt de sidste par weekender (og en frygtelig kedelig forårs- og sommerperiode med intensiv opsparing) på at få nye vinduer samt en ny hoveddør sat i. Så alle vores vinduer mangler nu inddækninger hele vejen rundt, vores entré skal have sat et ekstra stykke linoleum i, fordi hoveddøren er rykket ca. 10 cm længere ud (og hvor giver det dog – rent optisk – voldsomt meget mere plads i en i forvejen lille entré, skulle jeg hilse at sige!) og her støver alle vegne og drysser regelmæssigt gammel puds ned i vindueskarmene… men hvor er her også behageligt varmt nu.

Vi er langtfra færdige, men de sidste vinduer skal i i kælderen, så der kan vi nemt gøre det uden de store arrangementer og indkaldelse af hele den pukkelryggede samt nabohjælp. Og så glæder vi os ellers enormt til den næste varmeregning!

~

…og så er det ellers videre med børnearbejdet, for feberen fortsætter; Forhåbentlig kan Emil snart iklæde sig en miniudgave af Cobblestone * i resterne af det garn, jeg strikkede samme model i til farmand. 🙂

* Hvor pudsigt, at indlægget med Cobblestone også handler om en feberramt Anna.

Blog Widget by LinkWithin

6 comments to Børnearbejde

  • I’m so glad I found my soiloutn online.

  • Bettina

    Hi Thelma!

    So nice to see a new face in here! 🙂
    The book is actually in Danish, yes. But it is a fairly standard model like the Icelandic vests knit in the round with front and back the same and then the patterning is done with knits and purls instead of colours. The flowers on the yoke are embroidered.

  • hello, i really love the first one, so cute for a little girl
    can you tell me is the book is in english ? or in an other strange langague for me ?!
    thank 😉
    thelma

  • Bettina

    Tak skal du ha’, Helvig!!

    Tak, Mie – ja, det er dejligt, at børnene anerkender det, man bruger en masse tid og kærlighed på at lave til dem. Men jeg er også klar over, at det en dag sikkert får en ende, så jeg nyder det, så længe jeg kan! 🙂

  • Mie

    Hvor er det nogle fede modeller, du har lavet. Fantastisk med børn der rent faktisk gider bruge det…. Jeg har selv 3 modeller – men ingen af dem vil for alvor stå model til mit strikkeri 🙂 Vidunderlig drenge vest…….

  • Hold da op du har fået meget lavet, det er nogle søde modeller der er strikket.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>