Vi har sagt farvel til Arthur for en time siden. Selvom den egentlig skulle færdiggøre en behandling for ørebetændelse, inden den så skulle kigges på for denne knude, som jeg har nævnt, så var der slet ingen tvivl om, at det var nyttesløst – så den fik fred i dag. 9 år gammel.

Tak for alt, Arthur. Godt, det hele gik så hurtigt – trods alt.

Om det er “forkert” eller ej, ved jeg ikke – men gemalen og jeg har allerede lavet en aftale om at kigge på en lækker, rød Maine Coon hos en af gemalens kolleger, der har et katteri. Vi er bare en kattefamilie, sådan er det, og det bliver uvirkeligt hårdt at skulle fortælle børnene det i dag, når jeg henter dem (lidt tidligere end normalt, så de kan få noget tid til at sørge i), selvom jeg prøvede at lade tanken og fornemmelsen sive lige  så stille i løbet af weekenden, så de måske kunne vænne sig til tanken – Anna græd sig i søvn i går aftes ved tanken om, at Arthur nok skulle dø snart.