Min mors butik

< 14 / 10 / 09 >

I ved jo godt…

…at jeg er hjemme igen. 🙂

Strikkefestivalen i Svendborg levede fuldt ud op til alle forventningerne. Faktisk mere! Ikke siden jeg fik børn har jeg været så længe oppe, og det var fedt at prøve igen – når nu man faktisk er inkarneret B-menneske. 🙂  TAK til Britta og Tina for samsovning og hyggelige nattestunder, der ikke rigtigt kunne få en ende, fordi der var så meget at snakke om; vi passede jo faktisk helt perfekt sammen. 🙂

Tina og jeg gik en tur i Svendborg om lørdagen, men var kun  heldige med at finde garnbutikken Ulrikka. Til gengæld fandt vi også disse kæmpestore, strikkede kugler, brugt som blikfang i et udstillingsvindue.

Er DE ikke fede!!!? De var altså meget store, 20-40 cm i diameter men jeg vil ikke fremvise fotos med ting at sammenligne med, da jeg bare risikerer at få en sag på halsen. 🙂

Jeg kom ikke hjem med det helt store “bytte”. Det meste var nemlig købt på forhånd; 14 nøgler mørk æblegrøn Álafoss Lopi, som Frida var så sød at tage med til mig fra Island. Inden festivalen havde Britta også sat en del garn til salg (det er nærmest en tradition, at deltagere på festivalen lige sætter overskud til salg, som de så kan tage med på festivalen, så man sparer porto *s*), så der røg der også 6 nøgler meleret Lett Lopi med i bagagen hjem. Desuden købte jeg et enkelt nøgle Gepard SilkWool og lidt over et nøgle Silk Wool af anden fabrikat til et rigtigt sjovt tørklæde, som Margot (hvor søren er din blog blevet af?) havde med og som jeg havde luret på på Ravelry – og nu sprang jeg så i med begge ben. Tørklædet er færdigt, men det er ikke foto’feret endnu.

Det grønne Lopi gik jeg i gang med, da jeg kom hjem:

Det var nemlig beregnet til Sylvi, for jeg opdagede jo med Endurreisn, hvor fantastisk en lang trøje i Lopi bliver, og med “direkte snabel” i det islandske uld var det så nærliggende at købe dét til jakken, ellers ville jeg aldrig ta’ mig sammen til (læs: tage mig råd til) at strikke Sylvi.

Mit strikkefestival-strikketøj var min kjole. “Buttercup med lang stilk”. 🙂

Da jeg tog hjemmefra, var jeg ca. en tomme under ærmegabet – da jeg kom hjem, var jeg så langt:

Nu er jeg så kommet en deeeel længere, men stadig ikke langt nok. Jeg er  jo ikke 28 længere. 🙂 Men det bliver godt, gør det – jeg er helt vild med den tekstil, jeg får lavet med garn.dk’s skønne angora/silkwool, som jeg købte på sættilbud til 150,- inkl porto for 500 gram og strikker direkte fra cone, dvs. endnu ingen ender at hæfte andet end dem, der er ved ærmegab og opslagskant. Fan-TAS-tisk garn! Men laaaang vej igennem en kjole på p 3,5 – til gengæld sikkert med meget langvarig brugbarhed.

Det er kjolen, jeg “kampstrikker” på for tiden, for den skal jo også nå at være færdig på den rigtige årstid. Så det er perfekt at have efterårsferie med ungerne og manden i disse dage; så hiver manden konen med ud i bilen og hun hiver til gengæld conen med ud i bilen – ungerne godt placeret på bagsædet, og så strikker jeg ellers rundt og rundt og rundt deruda’, mens vi kører til Fyn (i morgen) til bif-tur med familie eller til Tyskland (i dag) på symaskineindkøb.

Jaaaah, symaskine! Jeg fik et godt tip om at tjekke Quelle i Tyskland ud, når nu min gamle maskine var nødt til at blive skiftet ud. De fører deres eget mærke, Privileg, men det er faktisk andre maskiner i forklædning. :o) Man er bare nødt til at stå med maskinen foran sig for at kunne se det, da de er kendetegnet på en bestemt måde på typeskiltet bagpå. Quelle i Flensburg er dog noooooget mindre end jeg lige havde forventet (og vi røg ind i en helt nystartet middagslukning, som de ikke lige havde annonceret på hjemmesiden – så fik ungerne til gengæld noget billigt tøj i ventetiden), og de havde ikke alle de maskiner, man ser på hjemmesiden, men de havde dog den, jeg var næstmest hooked på. Den havde de så kun tilbage som udstillingsmodellen, og de havde ikke manualen til dén model men til modellen, der var et nummer mindre, men det betød til gengæld også, at vi fik 30% rabat på den pris, der i forvejen var lavere end på hjemmesiden. I min research inden indkøbet havde jeg fundet ud af, at man sagtes kunne finde manualerne til Privileg-maskiner på Nettet, men de kostede penge. Vel hjemme igen finder jeg så ud af, at maskinen i virkeligheden er en Brother BC-2500 (jeg troede faktisk, at kendetegnet bagpå stod for Bernina, men fred være med det), og deres manualer er gratis at hente ned. 🙂 Per-FEKT!

Nu har jeg så en symaskine med autopilot, det er jo ret sjovt. 🙂

~

HOV; jeg har da forresten også vundet garn! I forgårs kom posten pludselig med en pakke. Det var underligt af to grunde: 1) Posten plejer altid at køre forbi her om mandagen. 2) Jeg har ganske vist en bestilling på vej, men da ikke SÅ hurtigt.

Pakken var fra Ingelise (som jeg endda ellers lige har stoppet abo på, fordi de nu har delt bladet op i 2 med hhv. sy og strik). De havde haft en lokal konkurrence i ugeavisen, og jeg havde været så praktisk at bede min mor, der jo bor i Jels, om at køre ind forbi med kuponen. Det var sandelig godt, jeg gjorde det. 🙂

Modellen er egentlig ikke lige mig, og jeg havde ikke lige forudset, at den ville være så lang – med min figur tror jeg ikke, den vil sidde så godt om min po-po, men garnet er lækkert  – jeg er vild med hør – og kan helt sikkert give noget isolation her til vinter. 🙂

Blog Widget by LinkWithin

3 comments to I ved jo godt…

  • Jeg ble såå forelsket i de strikkete ballene da jeg så de i utstillingsvinduet på Vero Moda. 🙂 Jeg skal høre med de om det går an å få/kjøpe de når kampanjen er ferdig. De er jo bare helt rå! 🙂

  • Har du set alt det Frida havde med hjem? Det var godt at vi bestilte så meget garn fra Island, for ellers havde hun ikke haft plads til det i kufferten 😉

    Og endnu en gang tak for en super weekend. Jeg nød også de lange nætter. Håber I begge kommer med næste år også så vi kan få knævret noget mere 🙂

  • Tillykke med gevinsten fra Ingelise :-))

    Sådan nogen store strikkede kugler har jeg også set i den her uge, som blikfang i et udstillingsvindue hos en tøjbutik.

Leave a Reply

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>